Af Jeppe Branner

Denne side er en del af specialeafhandlingen Grønne pionerer? - Protoøkologisk natursyn i amerikansk transcendentalisme og tysk romantik (2011).

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >

Prisopgavespørgsmål: Klimaet og den litterære kanon. Der ønskes en nylæsning af udvalgte litterære værker i lyset af øko-kritiske teoridannelser. De udvalgte værker skal stamme fra den litterære kanon i et eller flere af de sprog, der forskes og undervises i på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.

1. Indledning
Denne afhandling er en litteratur- og idéhistorisk beskæftigelse med et særligt natursyn, der så dagens lys omkring år 1800, og som satte sit præg på de følgende årtiers vestlige kulturhistorie. Et natursyn, der ikke kun har historisk interesse, men som også synes relevant i lyset af nutidens miljø- og klimadagsorden. Omend man kan trække på smilebåndet over forestillingen om "humanistisk klimaforskning", kommer man dog ikke uden om, at en beskæftigelse med menneskets mere grundlæggende syn på naturen, som det eksempelvis udtrykkes gennem litteraturen, kan være nok så relevant i en klimasammenhæng. At klimadebatten i sidste ende handler om vores grundlæggende natursyn, er en banal, men ikke desto mindre vigtig iagttagelse, der ofte negligeres, når de teknokratiske diskussioner tager over. Som den danske (øko)teolog Ole Jensen skriver i den netop udgivne På kant med klodens klima (2011):

"Uden ændring i natursynet forbliver alle andre tiltag symptombehandling. Klimakrisen er i sig selv kun et symptom – et sidste og ganske vist dramatisk udtryk for vores civilisations dybe misforhold til naturen. Natursynet er klimasagens Joker."¹

Underforstået en anerkendelse af problemets naturvidenskabelige eksistens er der, hvis vi følger Jensen, rig mulighed for humanistiske vinkler på klimadebatten. Hvis natursynet er klimasagens Joker, så samler interessen sig naturligt nok om de steder i vores kultur, hvor vi kan ane konturerne af et natursyn, der adskiller sig fra det herskende. Fra 1960'erne og frem til i dag har miljøtænkere igen og igen forsøgt at formulere et sådant alternativ, der ophæver "vores civilisations dybe misforhold til naturen". Hvad, de færreste af dem er klar over, er dog, i hvor høj grad deres formuleringer synes at være en genklang af tidligere stemmer fra kulturhistorien, der ligeledes forsøgte at formulere natursyn, der udfordrede den herskende opfattelse. Jeg tænker her på romantikken, især som den kom til syne i Tyskland og i den amerikanske variant, transcendentalismen. Det er denne historiske sammenhæng mellem romantik og økologi, jeg har sat mig for at undersøge.
Det er min påstand, at det, der forbinder det romantiske natursyn med den økologiske bevægelse, først og fremmest er en insisteren på at se naturen som forlenet med subjektivitet, at se den som en organisme, eller negativt formuleret: en indædt modstand mod at se den reduceret til mekanisme. Få steder kommer denne organismetanke så stærkt til udtryk som hos den amerikanske forfatter Henry David Thoreau, der derfor ofte, især af den såkaldt økokritiske skole, er blevet regnet som en af økologiens fædre. Men Thoreau har sine forgængere, og med Emerson som forbindelsesled vil jeg spore tankens genese tilbage til de tyske romantikere og idealister. Disse økologiens tyske bedstefædre og oldefædre har ikke fået megen økokritisk opmærksomhed, og det er min opfattelse, at parallellerne fra eksempelvis Schelling til 1900-tallets miljøtænkere som Lovelock og Næss må siges at være så godt som ubetrådt akademisk land.
For at kunne svare på denne afhandlings hovedspørgsmål – som lettere populært kan formuleres: hvor grøn var romantikken? – vil jeg dog ikke kun beskæftige mig med det, der åbenlyst forbinder romantik og nutidens økologiske bevægelse, men også det, der truer med at adskille de to. Jeg vil fremdrage steder i romantikken, hvor den lysegrønne utopi og pastorale slår om i sin modsætning og bliver til mørkegrøn dystopi og økofobi. Denne mørkegrønne understrøm i romantikken, hvor naturen ikke blot hyldes, men også frygtes, og hvor subjektiviteten slår om i vanvid, er efter min overbevisning blevet kraftigt negligeret af den økokritiske skole.

At beskæftige sig med hvorvidt den romantiske tanke er økologisk, giver naturligvis også anledning til det omvendte, altså en beskæftigelse med hvorvidt den økologiske tanke er romantisk. Der er en klar betoningsforskel mellem at sige "romantikere tænker økologisk" og at sige "økologer tænker romantisk". Ud fra en lineær historieopfattelse beskriver den ene formulering en strømning, der er forud for sin tid, og den anden en strømning, der er bagud. De to formuleringer bliver derfor let til henholdsvis en hyldest af noget progressivt og en kritik af noget regressivt. Ingen af disse normative tendenser vil være mit ærinde. I stedet vil jeg i min beskæftigelse med det romantisk-økologiske tankekompleks så nøgternt som muligt undersøge slægtskabet og forskellene mellem de to strømninger. For at kunne gøre det kræver det indledningsvist et par begrebslige afklaringer.
Lad mig begynde med begrebet økologi. Inden for biologien har økologi siden slutningen af 1800-tallet været navnet på en disciplin, der omhandler samspillet mellem levende organismer og deres omgivelser. I folkemunde dækker betegnelsen ikke over meget andet end en særlig type fødevarer, købt af den kreative klasse i byerne. I denne afhandling menes med økologi et særligt natursyn, som findes hos den økologiske bevægelse fra 1960'erne og frem (også kaldet miljøbevægelsen eller den grønne bevægelse). Repræsentanter for denne ellers mangfoldige bevægelse er efter min overbevisning enige om at se naturen som organisk. For dem handler økologi om, at ting hænger sammen – eller som Barry Commoner, en af de tidlige repræsentanter, formulerer sin "first Law of Ecology": "Everything is connected to everything else."² Denne grundholdning accentueres inden for såkaldt deep ecology, og det er da også repræsentanter fra denne tankestrømning, jeg især beskæftiger mig med. Perspektiveringen til de moderne økotænkere vil finde sted løbende gennem afhandlingen, og således ikke være samlet på ét sted. Dermed er det mit håb, at jeg undgår at fortabe mig i de rent litteraturhistoriske udskejelser, men at de grønne perspektiver aldrig vil være mere end et par afsnit borte.
Hvis økologibegrebet kan synes luftigt og vagt, så er det intet imod selve begrebet natur. Et simpelt opslag i Oxford English Dictionary giver hele 47 forskellige definitioner,³ og i Historisches Wörterbuch der Philosophie (1984) strækker opslagsordet "Natur" sig over intet mindre end 58 sider.⁴ I sin kulturhistoriske klassiker Keywords (1976) tøver den engelske kritiker Raymond Williams da heller ikke med ligefrem at kalde det "The most complex word in the language."⁵ En stor del af de spørgsmål, som denne afhandling kredser om, bunder i virkeligheden i, hvad vi skal forstå ved ordet natur. Ja, alene det at bruge ordet vidner faktisk om et bestemt natursyn, idet en ophævelse af skellet mellem menneske og natur på paradoksal vis ville overflødiggøre selve glosen.⁶ De steder i denne afhandling, hvor det er selve naturbegrebet, der er i fokus, vil jeg derfor, for at skabe en smule orden i det truende begrebslige rod, skelne mellem natur og NATUR, idet jeg med NATUR mener hele den fysiske virkelighed og med natur mener den del af den fysiske virkelighed, der ikke er menneskeskabt. Denne skelnen svarer til Emersons to betydninger af ordet i essayet Nature (1836): Dels den filosofiske:

"Philosophically considered, the universe is composed of Nature and the Soul. Strictly speaking, therefore, all that is separate from us, all which Philosophy distinguishes as the NOT ME, that is, both nature and art, all other men and my own body, must be ranked under this name, NATURE."⁷

Og dels den dagligdags:

"Nature, in the common sense, refers to essences unchanged by man; space, the air, the river, the leaf."⁸

Emersons første betydning kalder jeg NATUR; hans anden natur. Begge begreber skal ses som dele af et modsætningspar: NATUR i modsætning til ånd, og natur i modsætning til det menneskeskabte. En motorvej er således NATUR, men ikke natur. Det er den anden, dagligdags betydning (natur), jeg overordnet vil holde mig til i denne afhandling – bortset fra enkelte mere filosofiske afsnit, hvor en skelnen i skrivemåde som sagt vil lette forståelsen.
Et par sidste ord skal indledningsvist knyttes til periodisering. Jeg mener, at de forfattere fra slutningen af 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet, jeg beskæftiger mig med, tilhører samme idéhistoriske periode, hvad angår grundlæggende natursyn – et natursyn, jeg har valgt at kalde "romantisk". En klassisk dannet litteraturhistoriker ville måske ikke rubricere Thoreau under romantikken, men i meget af den sekundærlitteratur, jeg beskæftiger mig med, helt tilbage fra Worster og op til de seneste økokritikere, kaldes han ubesværet "Romantic". For at indgå i en frugtbar dialog med sekundærlitteraturen opererer jeg derfor med et ganske bredt romantikbegeb, der inkluderer værker, som ud fra snævrere klassifikationer måtte tilhøre andre "kasser": Sturm und Drang, tysk idealisme og amerikansk transcendentalisme, blot for at nævne et par af de vigtigste. Hvor det giver mening, skelner jeg selvfølgelig mellem disse retninger, men når jeg mere overordnet taler om det romantiske, så er det at forstå som en samlebetegnelse.

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >