Af Jeppe Branner

Denne side er en del af specialeafhandlingen Grønne pionerer? - Protoøkologisk natursyn i amerikansk transcendentalisme og tysk romantik (2011). Det anbefales at læse specialet fra dets begyndelse.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >

7. Konklusion
Det romantiske natursyn, der brød frem i Tyskland omkring år 1800, og som spredte sig til den amerikanske transcendentalisme senere i århundredet, var udtryk for et nybrud i den vestlige kulturs forhold til naturen. Romantikerne reagerede mod oplysningstidens mekanistiske natursyn ved gennem organismen at genindskrive teleologi og intentionalitet i naturen – en reaktion, der grundlæggende er udtryk for en æstetisk tilgang, hvor naturen ikke blot ses som ressource, men som mål i sig selv. Denne reaktion er af den såkaldt økokritiske skole blevet set som udryk for en særlig form for økologisk bevidsthed – som en grøn tanke.
I min undersøgelse af denne påstands gyldighed har jeg fundet det givtigt at spalte det grønne i to underkategorier, som derfor også har struktureret denne afhandling: det harmoniske lysegrønne, der møder os som romantisk pastorale, og det kaotiske mørkegrønne, der møder os som romantisk økofobi. Den mørkegrønne side, hvor naturen som hos Tieck bliver en vanvidsdrivende dynamisk kraft, har økokritikken, der først og fremmest er forankret i en lysegrøn dyrkelse af det naivt lokale og statiske, svært ved at acceptere. Set i lyset af det mørkegrønnes beviselige tilstedeværelse i romantikken står vi for mig at se tilbage med to muligheder: Enten at bibeholde en snæver økokritisk betydning af, hvad det vil sige at være grøn, og dermed erklære romantikken for ugrøn, eller at udvide betydningen til også at inkludere det mørkegrønne. I denne afhandling har jeg valgt det sidste. Det skyldes bl.a., at et af de helt centrale begreber, organismen, netop rummer begge aspekter – både det lyse- og det mørkegrønne.
Organismen kan nemlig på den ene side ses som en forsonende genstandstype, der for den romantiske eller dybdeøkologiske mystiker åbner op for en harmonisk enhedstankegang af kosmiske dimensioner. Min beskæftigelse med denne lysegrønne utopi har givet anledning til en afdækning af Gaia-tankens fortrængte romantiske fortid, hvor især Schellings panteistisk-spinozistisk inspirerede naturfilosofi har været i fokus. For den schellingianske romantiker er naturfilosofi og kunstfilosofi to sider af samme sag. Han går ikke en tur ud i naturen. Han går ind i naturen. For ham er enhver udsigt også en indsigt.
De kræfter, der i romantikken bliver frisat ved at åbne op for et organisk natursyn, og som hos Thoreau kommer til udtryk som "Wildness", kan på den anden side let kamme over og ende som en grundlæggende fortærende og destruktiv drift, en schopenhauersk vilje, der overalt vælter frem – eller udtrykt med Goethes billede: Forestillingen om naturen som "drøvtyggende uhyre" lurer hele tiden under overfladen. Den økofobi, som denne mørkegrønne fortolkning af organismen afføder, genfindes som antropofobi, når samme tanke om destruktiv vækst overføres på den menneskeskabte verden. Når Goethe taler om maskinernes fremmarch som et ustoppeligt tordenvejr, når Thoreau taler om de voksende byer som insektæg i bladenes hjørner, og når miljøfolk taler om mennesket som en vækstneurotisk bakteriekultur eller kræftcelle, er det metaforer hentet fra naturens verden, og de viser, at det, vi frygter ved naturen, og det, vi frygter ved mennesket, i virkeligheden er det samme.
Med denne afhandlings udvidelse af det grønne er det blevet klart, at forestillingen om naturen som egenrådig destruktiv aktør på sin vis er langt mere økocentrisk end det rent lysegrønne natursyn, hvor naturen er noget, vi grundlæggende vælger at kunne lide. Dermed tegner der sig også et svar på det, der i økologisk sammenhæng kunne kaldes en teodice overført på naturen: Hvordan kan vi hylde en natur, der også er grufuld? At begrunde naturens vigtighed ved dens dejlighed er i sagens natur antropocentrisk, og alene af den grund kan en beskæftigelse med det mørkegrønne siges at være overordentlig økologisk og økokritisk relevant. Hvis det eneste, vi står tilbage med, er en fredelig natur befolket af nuttede dyr – en natur, der ikke kan frygtes – så er det en amputeret natur, og dermed en amputeret økologi. Denne afhandling har således også kunnet læses som et forsvar for en mere holistisk økologisk tankegang og en mere holistisk økokritik, der ikke lader sig styre af sine snævre normativt-didaktiske ambitioner, men som også tør beskæftige sig med de mere mørke krinkelkroge af den natur, der møder os i litteraturen.
Var romantikken så verdens første miljøbevægelse? Var der tale om grønne pionerer? Svaret er ikke entydigt. Hvis vi, som vist i det foregående, er villige til at udvide betydningen af, hvad det vil sige at være grøn, kan man efter min mening med rette kalde romantikken en protoøkologisk bevægelse. Helt afgørende ligheder er tydeligvis på spil, men man bør bevare sin sunde historiske fornuft og tage sig i agt for de økokritiske anakronismer. På et helt overordnet plan er der en verden til forskel på moderne miljøfolk og 1800-tallets naturglade forfattere. Eksemplificeret ved Thoreau, der grundet sin pastorale indstilling afskyede enhver form for politik, må man sige, at romantikerne, med deres æstetiske tilgang til naturen, adskiller sig grundlæggende fra nutidens grønne, der for de flestes vedkommende er langt mere pragmatiske, teknokratiske, ja man fristes til at sige åndsforladte, end deres romantiske forfædre. På trods af denne forskel genfinder man dog af og til de utopiske forestillinger, også blandt de mere politiske stemmer, eksempelvis Al Gore, der ikke tøver med at kalde klimakrisen en "spiritual challenge to all of humanity."²⁵⁶ Hvis romantikken indeholder en økologisk åre, så må den økologiske bevægelse så sandelig også siges at indeholde en romantisk.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >