Af Jeppe Branner

Denne side er en del af specialeafhandlingen Grønne pionerer? - Protoøkologisk natursyn i amerikansk transcendentalisme og tysk romantik (2011). Det anbefales at læse specialet fra dets begyndelse.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >

¹ Jensen 2011, s. 16.
² Commoner 1972, s. 33. Den videnskabelige økologis fader Ernst Haeckel taler også om "Ökologie" eller "Ökonomie der Natur" som "Wechselbeziehungen aller Organismen" (Hermand 1991, s. 71).
³ Simpson & Weiner 2001, s. 247 ff.
⁴ Ritter & Gründer 1984, s. 421 ff.
⁵ Williams 1993, s. 176.
⁶ Selvom man altid bør være på vagt over for nostalgisk dyrkelse af "ædle vilde", tyder meget eksempelvis på, at såkaldte naturfolk simpelthen mangler ordet i deres sprog. Ved Global Forum on Environment and Development for Survival (1990) holdt en repræsentant for Onondaga-folket en tale med disse ord: "There is no word for "nature" in my language. Nature, in English, seems to refer to that which is separate from human beings. It is a distinction we don’t recognize." (http://www1.nyo.unep.org/test1/eaf/eafsw7175.pdf)
⁷ Emerson 2007, s. 16.
⁸ Ibid.
⁹ Glotfelty & Fromm 1996, s. xix. Definitionen er sidenhen blevet hyppigt citeret, bl.a. i Slovic 2000, s. 160 og Garrard 2004, s. 3.
¹⁰ Coupe 2000, s. 4.
¹¹ Gifford 2006, s. 12.
¹² Cohen 2004, s. 11.
¹³ Ibid., s. 12.
¹⁴ Thoreau 1993, s. 65.
¹⁵ Cohen 2004, s. 22 f.
¹⁶ Se f.eks. Buell 1995, s. 86 f.
¹⁷ For debatten om modstanden mod konstruktivisme og poststrukturalistisk relativisme, se Garrard 2004, s. 9 ff.
¹⁸ Bate 1991, s. 164.
¹⁹ Kroeber 1994, s. 39.
²⁰ Garrard 1996, s. 452.
²¹ Bate 1991, s. 4.
²² Se f.eks. hovedværket The Environmental Imagination (1995) af Lawrence Buell. Se også Gifford 1999, s. 149 om økokritikkens referentielle sprog.
²³ "il n'y a pas de hors-texte" (De la grammatologie). Derrida selv ville sandsynligvis vægre sig og påstå at være blevet misforstået. Man kan derfor også tænke på Nykritikken, som Derrida-citatet kan siges at være et ekko af.
²⁴ Soper 2000, s. 124. Citatet optræder igen og igen i økokritisk litteratur, bl.a. i Garrard 2004, s. 167, Clark 2011, s. 46 og Coupe 2000, s. 3.
²⁵ Bate 1991, s. 56.
²⁶ "There is no nature; there is only history" (Liu 1989, s. 38). Tanken findes selvsagt også i den marxistiske tilgang til naturen, som der hele tiden polemiseres mod. Marx skriver selv: "Aber auch die Natur, abstrakt genommen, für sich, in der Trennung vom Menschen fixiert, ist für den Menschen nichts […] Die Natur als Natur, […] ist Nichts, ein sich als Nichts bewährendes Nichts, ist Sinnlos" (citeret i Bassin 1996, s. 315). Denne tanke genfindes hos de marxistiske litteraturkritikere, tag blot Lukács: "Natur ist eine gesellschaftliche Kategorie. D.h., was auf einer bestimmten Stufe der gesellschaftlichen Entwicklung als Natur gilt, […] ist stets gesellschaftlich bedingt" (Ibid.).
²⁷ Soper 2000, s. 124.
²⁸ Schiller 2002, s. 27.
²⁹ Kurz 1998, s. 155.
³⁰ Schiller 2002, s. 33.
³¹ Adorno 1974, s. 148.
³² Angående skovrydningen i Tyskland omkring år 1800 (den såkaldte "Holznot"), se Radkau 1986 (især s. 54 ff.).
³³ For Tysklands vedkommende skal man dog være varsom, idet industrialiseringen slog igennem et par årtier senere end i England, hvor den ganske tidligt satte eksplicitte præg på litteraturen, jf. f.eks. Blakes "dark Satanic Mills" fra eposset Milton (1804/08). De tyske romantikere levede overvejende i en førindustriel tid – eller med Jost Hermands ord fra Grüne Utopien in Deutschland (1991): i et agrarisk-feudalsk land (Hermand 1991, s. 39 ff.). Dette har dog ikke forhindret dem i at opfatte impulser fra udlandet.
³⁴ Rigby 2004, s. 95.
³⁵ Bate 1996, s. 444.
³⁶ Clark 2011, s. 4 (idet den kontekstualiserer litteraturens kontekst).
³⁷ Mortensen 2008, s. 69. Jf. også hans kronik i Information 3. april 2002: "Økologi – nu også i litteraturen".
³⁸ Goodbody 1984, s. 19.
³⁹ Man kan med rette diskutere, hvorvidt en kultur, der kunne fostre et værk som Hesiods Værker og dage med dets beskrivelse af en tabt guldalder, kan gøre sig fortjent til betegnelsen naiv – og i et mere bredt perspektiv om ikke mennesket til alle tider har været sentimentalt i Schillers forstand. En sådan diskussion ligger imidlertid ikke inden for rammerne af denne afhandling.
⁴⁰ Schiller 2002, s. 26.
⁴¹ Ibid., s. 8 f.
⁴² Ibid., s. 24.
⁴³ Ibid., s. 19.
⁴⁴ Man kunne umiddelbart forledes til at tro, at jeg lægger mig op ad Simon Estoks teori om "ecophobia", som han har udfoldet i diverse artikler og i en bog om Shakespeare. Men i Estoks normative tilgang bliver økofobi alene til noget, der skal bekæmpes, idet den sidestilles med "homophobia and racism and sexism" (Estok 2009, s. 6). Når jeg taler om det økofobiske, er det ud fra en langt mere deskriptiv tilgang. Bemærk i øvrigt også, at der i forvejen findes en klinisk-medicinsk definition af ordet økofobi (frygten for ens eget hjem), som bør holdes ude fra de økokritiske overvejelser.
⁴⁵ Hillard 2009, s. 688.
⁴⁶ Ibid., s. 691.
⁴⁷ McKibben 2003, s. 232.
⁴⁸ Ibid., s. 231.
⁴⁹ Thoreau 1995, s. 133. Jf. også det berømte diktum fra Walking: "in Wildness is the preservation of the World" (Thoreau 1993, s. 61) – en tanke, der uddybes i Thoreau 1995, s. 205.
⁵⁰ Ibid., s. 199.
⁵¹ "It is wonderful how rapidly yet perfectly the sand organizes itself as it flows" (Ibid., s. 198).
⁵² Ibid., s. 184.
⁵³ Ibid., s. 114.
⁵⁴ Naess 1973, s. 95.
⁵⁵ Ibid. (jf. også det antropocentriske i selve ordet: environ-ment; eller tysk: Um-Welt).
⁵⁶ Thoreau 1995, s. 111.
⁵⁷ Worster 2009, s. 78.
⁵⁸ Gifford 1999, s. 1 ff.
⁵⁹ Alpers 1997, s. 44 ff.
⁶⁰ Gifford 1999, s. 45 og 78 f.
⁶¹ Thoreau 1993, s. 53.
⁶² "Thoreau is today considered […] the first American environmental saint" (Buell 1999, s. 171).
⁶³ Citeret i Bridgman 1982, s. 1.
⁶⁴ Thoreau 1995, s. 130.
⁶⁵ Gifford 1999, s. 162.
⁶⁶ Buell 1995, s. 84 (Cameron 1989, s. 44).
⁶⁷ Citeret i Nash 2001, s. 85.
⁶⁸ Citeret i Worster 2009, s. 91.
⁶⁹ Ibid.
⁷⁰ Bridgman 1982, s. 91.
⁷¹ Garrard 2004, s. 49. Om Europa som "tam" i forhold til den nye verden som "vild", se Roderick Nashs miljøhistoriske klassiker Wilderness and the American Mind (1967); bemærk især Nash 2001, s. 90 (og i øvrigt Thoreau 1993, s. 65).
⁷² Clark 2011, s. 26.
⁷³ Om Arndt og hans position i udviklingen af en grøn utopi, se Hermand 1991, s. 44 f., hvor han netop sættes "Im Gegensatz zu den Romantikern".
⁷⁴ Nash 2001, s. 384.
⁷⁵ Emerson 2007, s. 18.
⁷⁶ Ibid.
⁷⁷ Thoreau 1993, s. 49 (og igen "part and parcel of Nature" på s. 61).
⁷⁸ Buell 1999, s. 171 (og Buell 1995, s. 117).
⁷⁹ Worster 2009, s. 99.
⁸⁰ Ibid., s. 100.
⁸¹ Citeret i Abrams 1973, s. 409.
⁸² Citeret i Goodman 2011.
⁸³ Krusche 1987, s. 101 ff.
⁸⁴ Ibid., s. 24.
⁸⁵ Citeret i ibid., s. 235. Som Krusche beskriver, havde Emerson dog store vanskeligheder under læsningen af Schelling, og forbindelsen må derfor i højere grad antages at være foregået indirekte gennem formidlere som Carlyle, Madame de Staël m.fl.
⁸⁶ Jf. f.eks. Nash, s. 84 f. og den før omtalte modstand mod "no nature" (slutningen af kap. 2.1).
⁸⁷ Jensen 2011, s. 44.
⁸⁸ Romanen kaldes et "durchaus organisierten und organisierenden Werks", hvor "alles zugleich Mittel und Zweck ist" (Schlegel 1967, s. 131).
⁸⁹ Om sammenhængen mellem natur- og humanvidenskab omkring år 1800, se Kurz 1998, s. 143 ff. Jf. også Novalis, som jeg senere skal vende tilbage til: "Naturforscher und Dichter haben durch Eine Sprache sich immer wie Ein Volk gezeigt" (Novalis 2001, s. 100). Tanken genfindes også i Emersons The American Scholar (1837): "the ancient precept, "Know thyself," and the modem precept, "Study nature," become at last one maxim" (Emerson 2007, s. 86).
⁹⁰ Kurz 1998, s. 152. Om især Schellings modstand mod Newton, se Panasiuk 1998, s. 131.
⁹¹ Kant 1974, s. 324 (§ 66). Om organismen hos Kant, se også Frank 1982, s. 162 ff.
⁹² Citeret i Böhme 1988, s. 156. Jf. også Mephistos ord fra Faust: "Wer will was Lebendigs erkennen und beschreiben,/ Sucht erst den Geist heraus zu treiben,/ Dann hat er die Teile in seiner Hand/ Fehlt, leider! nur das geistige Band" (Del I, v. 1936-39). Om Goethes modstand mod det mekanistiske verdensbillede, se Hermand 1991, s. 50 ff.
⁹³ Schelling 1856, III, s. 13.
⁹⁴ Ibid., VII, s. 356.
⁹⁵ Mest citeret er nok økofeministen Carolyn Merchant, der i The Death of Nature (1980) beskriver Descartes’ natursyn som et decideret drab på naturen. Også Vittorio Hösle omtaler i sin Philosophie der ökologischen Krise (1991) Descartes’ opdeling af verden i res cogitans og res extensa som en af de afgørende forudsætninger for vores økologiske krise (Hösle 1994, s. 54 f.).
⁹⁶ "Nous nous pourrions rendre comme maîtres et possesseurs de la nature" (Jensen 2011, s. 15, med uddybning s. 43). Også citeret i Næss 1976, s. 294.
⁹⁷ Bowie 1993, s. 31.
⁹⁸ Schelling 1856, VII, s. 17 f.
⁹⁹ Bowie 2003, s. 103. Jf. også s. 168, hvor tanken tages op igen (samt Bowie 1993, s. 46 og 78).
¹⁰⁰ Marquard 1986, s. 109. Frank-citater i det følgende.
¹⁰¹ Det har ikke været muligt at skaffe værket i fysisk form, hvorfor jeg henviser til Bilag 1, s. 3, der også indeholder relevante dele af e-mail-korrespondancen.
¹⁰² Ibid., s. 6.
¹⁰³ Citeret i ibid., s. 2. Andetsteds taler Schelling om naturen som det ubetingede (en anden yndet betegnelse inden for tysk idealisme og romantik): "Der Naturphilosoph behandelt die Natur, wie der Transzendentalphilosoph das Ich behandelt. Also die Natur selbst ist ihm ein Unbedingtes" (Schelling 1856, III, s. 12).
¹⁰⁴ "Die Natur soll der sichtbare Geist, der Geist die unsichtbare Natur seyn" (Schelling 1856, II, s. 56).
¹⁰⁵ Som videnskabsmand tilhørte Ørsted så afgjort tidens spekulative tyske fløj: "I Krystallerne viser den [Naturen] os de Former, som begrendses af rette Linier og Planer - Vi finde saaledes det, som vor egen Tænkning skabte, igjen i Naturen; hvad der hos os var Tanker, staar udenfor os som Naturlove" (citeret i Nielsen 2000, s. 56). Jf. også titlen på hans værk fra 1850, hvor han samlede mange af sine naturfilosofiske tanker: Aanden i Naturen.
¹⁰⁶ Citeret i Krusche 1987, s. 225 (fra en revideret udgave af Nature (1844)).
¹⁰⁷ Schelling 1856, II, s. 222. Bemærk den slående lighed med darwinisten Ernst Haeckel, opfinderen af begrebet "økologi", der i slutningen af 1800-tallet skriver, at han "keinen Geist ohne Substanz und keine Substanz ohne Geist vorstellen [kann]" (Hermand 1991, s 72). Haeckel var i høj grad bevidst om sin naturfilosofiske inspiration, der, med Gustav Fechner som mellemstation, beviseligt går tilbage til Schelling (ibid., s. 70 f.). Om Haeckel, se også Worster 2009, s. 192 ff.
¹⁰⁸ For et forsøg på et svar på denne anklage, se Franks e-mail fra 31. august 2011 (Bilag 1, s. 9).
¹⁰⁹ Schelling 1856, III, s. 284. En (meget kluntet) fordansket version af de latinske begreber ville lyde: den naturede natur og den naturende natur.
¹¹⁰ Schelling 1856, III, s. 306. Det er kun, så længe vi ser på naturen som objekt (dvs. som natura naturata), at vi finder en "Unterschied zwischen organischer und anorgischer Natur" (Ibid., s. 326).
¹¹¹ Jf. Panasiuk 1998, s. 132 og Heuser-Keßler 1986, s. 29 ff. Bemærk også undertitlen på værket Von der Weltseele (1798): "eine Hypothese der höheren Physik zur Erklärung des allgemeinen Organismus" (Schelling 1856, II, s. 345, min understregning).
¹¹² Lovelock 1979, s. 1.
¹¹³ Ibid., s. 11. For økologiens brug af kybernetik, se Commoner 1972, s. 33 ff.
¹¹⁴ Beiser 2002, s. 517. Interessant er i øvrigt ligheden med Thoreau, der i en dagbogsoptegnelse taler om hele jordkloden som "the most living of creatures." (citeret i Cameron 1989, s. 32). Bemærk også Worsters beskrivelse af Thoreau som en pendant til Beisers af Schelling: "the belief that nature is a single organic being animated by an indwelling vital principle" (Worster 2009, s. 81)
¹¹⁵ Citeret i Daiber 2001, s. 103.
¹¹⁶ Lovelock 1979, s. 12.
¹¹⁷ Citeret i Kragh 2006, s. 237.
¹¹⁸ Lovelock 1979, s. 148.
¹¹⁹ Novalis 2001, s. 34 (jf. også ibid., s. 97: "Mich führt alles in mich selbst zurück").
¹²⁰ Næss 1976, s. 277 (en engelsk version af citatet findes i Pite 1996, s. 362 og Morton 2010, s. 96). Samme tanke om identifikation findes også i Aldo Leopolds berømte økocentriske maksime: "Thinking like a mountain" (Clark 2011, s. 77 ff.).
¹²¹ Formlen, der stammer fra de vediske upanishader, og som ofte citeres af Schopenhauer, kan oversættes til "Dét er dig" (Schopenhauer 1859, s. 260, 420 og 442).
¹²² Naess 1977, s. 45 ff.
¹²³ Næss 1976, s. 265.
¹²⁴ Se Thoreau 1995, s. 107, hvor der sørges over fældne træer. Motivet genfindes hos andre følsomme natursværmere, eksempelvis Goethes Werther, der sørger utrøsteligt over et par fældne nøddetræer (Goethe 1994, s. 168 ff.). Betegnelsen "treehugger" bruges ofte nedsættende om miljøfolk.
¹²⁵ Thoreau 1995, s. 72.
¹²⁶ Jørgensen 2001, s. 268.
¹²⁷ Thoreau 1995, s. 182.
¹²⁸ Abrams 1973, s. 12.
¹²⁹ Rigby 2004, s. 45.
¹³⁰ Novalis 2001, s. 95 (bruges også i Kant 1974, s. 234 (§ 42)).
¹³¹ Tanken genfindes i Walden, hvor der tales om et blad som "hieroglyphic" (Thoreau 1995, s. 199). Selv en sentranscendentalistisk forfatter som Walt Whitman beskriver i Leaves of Grass (1855) græsset som "hieroglyphic" (Whitman 2001, s. 5).
¹³² Jf. også Jørgensen 2001, s. 267, hvor forbindelsen mellem disse tanker og Schellings kunstfilosofi påpeges.
¹³³ Citeret i Cameron 1989, s. 47.
¹³⁴ Thoreau 1995, s. 175.
¹³⁵ En humanvidenskabelig påpegning af dette forhold skal selvfølgelig ikke forstås som noget så tåbeligt som en naturvidenskabelig kritik af eksempelvis Newtons teorier. Årtiers strid mellem humaniora og naturvidenskab, kulminerende i Sokal-affæren (1996) og de såkaldte "science wars", spøger stadig. Sandra Hardings omdøbning af Newtons Principia til "Newtons rape manual" og Luce Irigarays beskrivelse af E=mc² som "a sexed equation" er skræmmeeksemplerne fra det (øko)feministiske overdrev.
¹³⁶ Tieck 2003, s. 87.
¹³⁷ Ibid., s. 90.
¹³⁸ Ibid., s. 92.
¹³⁹ Ibid., s. 93.
¹⁴⁰ Ibid., s. 83.
¹⁴¹ Eichendorff 2007, s. 103.
¹⁴² Tieck 2003, s. 88.
¹⁴³ Ibid., s. 106.
¹⁴⁴ Se f.eks. Corkhill 2001.
¹⁴⁵ Tieck 2003, s. 95.
¹⁴⁶ Der Runenberg er allegorisk, så det vil noget. Skovkvinden/bjergkvinden er ganske åbenlyst personificeringer af naturens kræfter (ligesom det er tilfældet med den tilsvarende skovkvinde i Der blonde Eckbert), og hele den måde, topografien er opbygget på (f.eks. forestillingen om at komme om på den anden side af bjergene), er om noget allegorisk.
¹⁴⁷ Gille 1993, s. 613.
¹⁴⁸ Kimpel 1970, s. 185.
¹⁴⁹ Tieck 2003, s. 111.
¹⁵⁰ Ibid., s. 87.
¹⁵¹ Ibid., s. 89.
¹⁵² Ibid., s. 89 f.
¹⁵³ Ibid., s. 96.
¹⁵⁴ Ibid., s. 107.
¹⁵⁵ Ibid., s. 93.
¹⁵⁶ Ibid., s. 92.
¹⁵⁷ Ibid., s. 95.
¹⁵⁸ Ibid., s. 107.
¹⁵⁹ Ibid., s. 110.
¹⁶⁰ Ibid., s. 101.
¹⁶¹ Ibid., s. 105.
¹⁶² Ibid., s. 106.
¹⁶³ For sekundærlitteratur om bjergværksmotivet, se Gille 1993, s. 613.
¹⁶⁴ Jf. også Kimpel 1970, s. 192.
¹⁶⁵ Köpke 1855, s. 292.
¹⁶⁶ Schelling 1856, III, s. 628.
¹⁶⁷ Tieck 2003, s. 109. Om det romantiske "ægteskab" med naturen (med eksempler fra Coleridge, Hölderlin og Novalis), se i øvrigt Abrams 1973, s. 29 f.
¹⁶⁸ Tieck 2003, s. 76. Jf. til overflod også Franz Sternbalds Wanderungen (1798): "Da lag die Herrlichkeit der Ströme vor ihm ausgebreitet, er glaubte vor dem plötzlichen Anblick der weiten, unendlichen, mannigfaltigen Natur zu vergehn […]. Franz streckte die Arme aus, als er etwas Unsichtbares an sein ungeduldiges Herz drücken wollte, als möchte er nun erfassen und festhalten, wonach ihn die Sehnsucht so lange gedrängt" (Tieck 2004, s. 248 f.).
¹⁶⁹ Tieck 2003, s. 79.
¹⁷⁰ Ibid., s. 62.
¹⁷¹ Ibid., s. 64.
¹⁷² Titel på G.H. von Schuberts naturfilosofiske værk fra 1808.
¹⁷³ Tieck 2003, s. 96.
¹⁷⁴ Ibid., s. 87.
¹⁷⁵ Heise 2008, s. 10.
¹⁷⁶ Tieck 2003, s. 101.
¹⁷⁷ Ibid., s. 86.
¹⁷⁸ Ibid., s. 107.
¹⁷⁹ Thoreau 1993, s. 49. Jf. også Schiller-citatet fra kap. 2.2 om "ausserhalb des Bekannten noch immer zu Hause zu seyn".
¹⁸⁰ For en nærmere gennemgang af vandringsmotivet og den dermed forbundne romantiske hjemløshed, se Branner 2011.
¹⁸¹ Novalis 2001, s. 491. I Heinrich von Ofterdingen finder vi også det berømte "Wo gehn wir denn hin? Immer nach Hause" (Ibid., s. 267).
¹⁸² Gille 1993, s. 615.
¹⁸³ Tieck 2003, s. 103. Faderen sammenligner endda sin søn med noget så naturfremmed som en "Maschine" (Ibid., s. 106)!
¹⁸⁴ Rigby 2004, s. 150.
¹⁸⁵ W.J. Lillyman fokuserer i sin læsning af Der Runenberg netop på denne fortolkningsmæssige faldgrube: "Nor are there any events in the tale, nor statements made by one or other of the characters which would prove objectively the validity of one of their views of reality" (Lillyman 1970, s. 233). Han har disse ord til overs for tidligere fortolkninger af fortællingen: "What these critics are doing is identifying with one or other of the attitudes or beliefs held by characters in Der Runenberg" (ibid., s. 232). Rigby kunne let passe ind i denne gruppe af kritikere.
¹⁸⁶ Jf. også Kimpel 1970, s. 184: "The gold is representative of the living nature-force […] Christian’s choice thus amounts to a choice between his family, represented by his father, and the nature force. In spending the gold, he chooses or surrenders to this force of nature".
¹⁸⁷ Novalis 2001, s. 105.
¹⁸⁸ Ibid. Billedet med naturen som åndløs mølle findes også i Die Christenheit oder Europa (1799): "der Religions-Haß […] setzte den Menschen in der Reihe der Naturwesen mit Not obenan, und machte die unendliche schöpferische Musik des Weltalls zum einförmigen Klappern einer ungeheuren Mühle, die vom Strom des Zufalls getrieben und auf ihm schwimmend, eine Mühle an sich, ohne Baumeister und Müller und eigentlich ein echtes perpetuum mobile, eine sich selbst mahlende Mühle sei" (Ibid., s. 508).
¹⁸⁹ Krell 1998, s. 1.
¹⁹⁰ Ibid., s. 24.
¹⁹¹ Marquard 1986, s. 111.
¹⁹² Ibid.
¹⁹³ Schopenhauer 1859, s. 178.
¹⁹⁴ Ibid., s. 175 f. (§ 27 (s. 165 ff.) indeholder i det hele taget mange gode eksempler).
¹⁹⁵ Ibid., s. 326.
¹⁹⁶ Ibid.
¹⁹⁷ Kant 1974, s. 322 (§ 65).
¹⁹⁸ Schopenhauer 1859., s. 367.
¹⁹⁹ Ibid., s. 175.
²⁰⁰ Morton 2010, s. 16.
²⁰¹ Ibid., s. 27.
²⁰² For den tidlige nationalsocialismes grønne fløj, se i øvrigt Hermand 1991, s. 112 ff.
²⁰³ Morton 2010, s. 5.
²⁰⁴ Goethe 1994, s. 57.
²⁰⁵ Kant 1974, s. 169 (§ 25). Der er i denne sammenhæng tale om det matematisk sublime.
²⁰⁶ Goethe 1994, s. 104.
²⁰⁷ Herrmann 1994, s. 363. Samme virkningsfulde "wenn"-opbygning i en patosfyldt naturbeskrivelse ses også i brevet fra 10. maj (Goethe 1994, s. 14).
²⁰⁸ Goethe 1994, s. 106.
²⁰⁹ Ibid., s. 108.
²¹⁰ Herrmann 1994, s. 365.
²¹¹ Ibid., s. 369.
²¹² Kant 1974, s. 184 (§ 28).
²¹³ Ibid., s. 185.
²¹⁴ "Also heißt die Natur hier erhaben, bloß weil sie die Einbildungskraft zu Darstellung derjenigen Fälle erhebt, in welchen das Gemüt die eigene Erhabenheit seiner Bestimmung, selbst über die Natur, sich fühlbar machen kann" (Ibid., s. 186).
²¹⁵ Jørgensen 2001, s. 275.
²¹⁶ Burke 1976, s. 89 (også citeret i Garrard 2004, s. 64).
²¹⁷ Jørgensen 2001, s. 275 f.
²¹⁸ Goethe 1989, s. 713 (3. bog, 13. kap.).
²¹⁹ Thoreau 1995, s. 1.
²²⁰ Ibid., s. 85.
²²¹ Ibid., s. 198.
²²² Worster 2009, s. 64.
²²³ Thoreau 1995, s. 143. Den sammenhæng, citatet optræder i, kunne dog også antyde, at vi måske snarere skal se det isoleret som et udtryk for Thoreaus puritanske seksualmoral.
²²⁴ Ibid., s. 138.
²²⁵ Ibid., s. 139.
²²⁶ Næss 1976, s. 13.
²²⁷ "Civilization proves, as some now fear, to be cancerous and unsustainable" (Nash 2001, s. 380). Og igen s. 386: "civilized humans are no longer thinking or acting like a part of nature. Or, if we are, it is a cancerous one, growing so rapidly that it endangers the larger whole."
²²⁸ Citeret i Garrard 2004, s. 68. I Walden finder vi til overflod også følgende udgydelse: "I warn you, mothers, that my sympathies do not always make the usual phil-anthropic distinctions" (Thoreau 1995, s. 138).
²²⁹ Abrams 1973, s. 93.
²³⁰ Morton 2010, s. 76.
²³¹ Lovelock 1979, s. 147. For den definitoriske fare i forbindelse med deep ecology, se også Garrard 2004, s. 22.
²³² McKibben 2003, s. 67.
²³³ Ibid., s. 68. Selve "End of nature"-tanken formuleres på s. 7.
²³⁴ Schopenhauer 1859, s. 326.
²³⁵ Worster 2009, s. 335 f. Som eksempel nævnes, at den gensidige afhængighed, vi finder i naturen, bør ophøjes til moral: "If nature is found to be a world of interdependence, then man is obliged to consider that characteristic a moral dictum."
²³⁶ Nielsen 2011.
²³⁷ Jf. Første Mosebog 1, 28: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden." I økologisk henseende er skriftstedet naturligvis mestendels blevet fortolket negativt, mest berømt af Lynn White Jr., der i artiklen "The Historical Roots of Our Ecological Crisis" (1967) ser det kristent-jødiske tankegods som en af de altafgørende idéhistoriske forudsætninger for vores problematiske natursyn (White 1967, s. 1205). I Jensen 2011 fortolkes citatet dog også positivt, idet mennesket for ham netop sættes som forvalter af det sårbare skaberværk.
²³⁸ Argumentet er til dels antydet i Worster 2009, s. 336. Tanken om den patetiske eller antropomorfe fejlslutning går tilbage til den engelske kritiker John Ruskins Modern Painters (1856), et værk, der ofte hives frem af økokritikerne.
²³⁹ Morton 2007, s. 5.
²⁴⁰ "Die Welt muß romantisiert werden" (Novalis 2001, s. 384).
²⁴¹ Ibid., s. 103. For Novalis som uøkologisk modstander af det vilde, se Rigby 2004, s. 108. Novalis er her på bølgelængde med en meget uromantisk idéhistorisk tradition, hvor bjerge og anden vildskab grundlæggende ses som fejl ved skaberværket (jf. Abrams 1973, s. 99 ff.).
²⁴² Kant 1974, s. 318 (§ 64). Citatet er efter sigende en henvisning til Vitruvius’ afhandling om geometri, hvor sokratikeren Aristippus efter et skibbrud ser nogle geometriske figurer i sandet og udbryder: "Der er håb, for jeg ser spor af mennesker."
²⁴³ Jf. Hermand om romantikkens manglende økologiske potentiale: "trotz dieser nachdrücklichen Naturverherrlichung bleibt fast immer die Perspektive des Anthropozentrismus erhalten" (Hermand 1991, s. 44).
²⁴⁴ Kurz 1998, s. 156.
²⁴⁵ Emerson 2007, s. 31.
²⁴⁶ Adorno 1970, s. 111.
²⁴⁷ Jørgensen 2001, s. 348.
²⁴⁸ Adorno 1970, s. 103 (også citeret i Bowie 2003, s. 168).
²⁴⁹ Jørgensen 2001, s. 348.
²⁵⁰ Habermas 1978, s. 44.
²⁵¹ Citeret i Nash 2001, s. 92.
²⁵² Novalis 2001, s. 102.
²⁵³ Ritter 1963, s. 18.
²⁵⁴ Ibid., s. 21.
²⁵⁵ Emerson 2007, s. 176 f.
²⁵⁶ Gibbs 2007.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >