Af Jeppe Branner

Denne side er en del af specialeafhandlingen Grønne pionerer? - Protoøkologisk natursyn i amerikansk transcendentalisme og tysk romantik (2011). Det anbefales at læse specialet fra dets begyndelse.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >

4.3. Økofobi fra Goethe til Thoreau
Det burde efterhånden være klart, at der for romantikerne findes en anden natur end den hyggelige. Der findes en frygtelig natur – en mørkegrøn natur. Dette at beskæftige sig med vores frygt for naturen (økofobi) lader dog til at være lidt af et økokritisk tabu. Men hvad nu, hvis det netop er frygten for naturen (også i os selv), der gør, at vi har fjernet os fra den? Hvad nu, hvis årsagen til, at det i dag anses som politisk korrekt, pænt og ufarligt at være miljøforkæmper, er, at vi kun har fokuseret på en uskadelig natur, der ikke kan frygtes? At vores forhold til naturen udelukkende er pastoralt og lysegrønt? Hvad nu, hvis det netop er gennem romantikkens beskrivelser af den mørke natur, at vi kan lære mest i økokritisk sammenhæng? Jeg skal ikke tage endegyldigt stilling til disse vanskelige og til dels normative spørgsmål, men i stedet henvise til Timothy Morton, der i den nyligt udgivne The Ecological Thought (2010) som en af de eneste på området synes at svare bekræftende, og som på den baggrund kan hævde: "The ecological thought is intrinsically dark".²⁰⁰ For Morton handler økologi om åbenhed, også over for naturens "horror", og dette, som han kalder "Thinking big", sættes i modsætning til en mere lysegrøn, lokal-dyrkende tradition, som han vælger at eksemplificere ved Heidegger: "Heidegger's environmentalism is a sad, fascist, stunted bonsai version, forced to grow in tiny iron flowerpot by a cottage in the German Black Forest. We can do better."²⁰¹ Den tilsyneladende politisk ufarlige lysegrønne økologi knyttes således ironisk nok sammen med en Blut und Boden-dyrkende fascisme.²⁰² Anti-modernismen og dyrkelsen af det lokale hører derimod ikke hjemme i det, han kalder "dark ecology" – en økologi, der grundlæggende kendetegnes ved at være "modern".²⁰³ At nå frem til en sådan mørkegrøn økologi kræver en bevægelse væk fra det pastorale – en bevægelse, der uundgåeligt vil indebære økofobi i større eller mindre grad. Lad os se nærmere på nogle litterære eksempler.

Goethes brevroman Die Leiden des jungen Werthers (1774), der i forlængelse af Giffords teori fra kap. 3.1 på overfladen må betegnes som en pastorale (den handler om en mand, der foretager en flugt eller "retreat" ud i landlige omgivelser), rummer samtidig for mig at se nogle af de tidligste, præ-romantiske økofobiske elementer, der totalt sprænger rammerne for den pastorale modus.
I romanen viser de landlige omgivelser sig at være langt mere overvældende for den følsomme Werther, end han havde regnet med, og parret med de mere antropocentriske aspekter af ulykkelig kærlighed gribes han af samme uforløste længsel efter at blive ét med naturen, som vi så hos Tieck:

"dort das Wäldchen! – ach könntest du dich in seine Schatten mischen! – dort die Spitze des Berges! – ach könntest du von da die weite Gegend überschauen! – die in einander geketteten Hügel und vertraulichen Täler! – o könnte ich mich in ihnen verlieren!"²⁰⁴

Werther er sentimental. Han længes efter at blive natur, men det lykkes ham ikke. Denne fremmedgjorthed, som genfindes hos samtlige romantikere, har at gøre med naturens sublimitet, som ikke lader sig gribe af mennesket. Man kan også tænke på et billede som Caspar David Friedrichs Der Mönch am Meer (1810), hvor havet og himlens voldsomme størrelse næsten synes at gøre nar af den lille, uanselige mand. Ved at forholde sig til det sublime viser romantikerne umuligheden i deres projekt. Som det beskrives af Kant, er det sublime ("das Erhabene") som bekendt noget, der er så stort, at mennesket grundet sin lidenhed ikke kan omfatte det.²⁰⁵ Hvor det skønne har at gøre med kvalitet, så har det sublime at gøre med kvantitet. Det er så stort, at det bliver utilgængeligt – det lukker sig for menneskets forsøg på at gribe det, hvorfor trangen til den totale omfavnelse af naturen aldrig kan virkeliggøres. Mennesket må altid leve med at befinde sig på den forkerte side af øjnene. Stillet over for denne negative erkendelse, i kombination med en kærlighedshistorie, der så at sige projiceres ud i landskabet, sker der i Werther det, at naturen med ét bliver frygtelig. Brevet fra 18. august er det sted i bogen, hvor naturbeskrivelserne for alvor gives plads, og det er netop her, at den økofobiske omvending finder sted.
Naturen bliver nu til "einem unerträglichen Peiniger, zu einem quälenden Geist, der mich auf allen Wegen verfolgt."²⁰⁶ I brevet er Werther spændt ud mellem lysegrøn pastorale og mørkegrøn økofobi. Den romantiske pastorales kosmiske vision om enhed fremrulles gennem en række spændingsopbyggende "wenn"-sætninger, som Hans Peter Herrmann i sin grundige analyse af brevet rammende karakteriserer som "Vorhaltespannung".²⁰⁷ En umådelig længsel efter sammensmeltning med naturen stiger og stiger i styrke, hvorfor det da også er så meget desto mere kraftfuldt, når vi et stykke nede i brevet præsenteres for det skelsættende omslag: "Es hat sich vor meiner Seele wie ein Vorhang weggezogen, und der Schauplatz des unendlichen Lebens verwandelt sich vor mir in den Abgrund des ewig offenen Grabes."²⁰⁸ Den mørkegrønne kaosvision oprulles for fuld udblæsning i brevets sidste linjer:

"mir untergräbt das Herz die verzehrende Kraft, die in dem All der Natur verborgen liegt; die nichts gebildet hat, das nicht seinen Nachbar, nicht sich selbst zerstörte. Und so taumle ich beängstigt. Himmel und Erde und ihre webenden Kräfte um mich her: ich sehe nichts als ein ewig verschlingendes, ewig wiederkäuendes Ungeheuer."²⁰⁹

Denne økofobi – eller med Werthers egne ord: denne "Bange des Zustandes" – er en frygt for naturen som destruktiv kraft, en frygt, der er beslægtet med Novalis' beskrivelse af den blinde natur som en "Mühle des Todes", drevet frem af "Gefräßigkeit". Det evigt drøvtyggende uhyre hos Goethe er en "Zerstörer". Naturen er en egenrådig kraft, som det ikke er til at styre for mennesket.
Herrmann taler i den forbindelse om, at forholdet mellem subjekt og objekt vendes rundt: "die Natur ist zum handelnden Subjekt geworden."²¹⁰ Der sker en omvending, så det pludselig er menneskets sjæl, der fungerer som "Schauplatz" for naturen. Dette kan også ses som kritik af de kritikere, der kun hæfter sig ved kærlighedshistorien i Werther, og som ser landskabsbillederne som blot og bar illustrationer af denne. For Herrmann er landskabet ikke blot baggrund:

"daß der Status der Landschaftsdarstellungen in Goethes "Werther" weit hinaus geht über die ästhetische Verdoppelung von Werthers Liebesgeschichte. Landschaft ist nicht Schmuck, ornatus [...] die Landschaft im "Werther" ist zu lesen als eigener Bedeutungsträger".²¹¹

Herrmann bygger her på Joachim Ritters landskabsteori (jf. kap. 6), og han taler – ligesom jeg har gjort i min gennemgang af den romantiske pastorale – om en sammenknytning af locus amoenus og kosmisk naturvision i landskabsfremstillingen fra slutningen af 1700-tallet og et lille århundrede frem. Det, der imidlertid er nyt, er det sublimes tilstedeværelse som frygt.
At det sublime kobles til frygt, ses også i den berømte 28. paragraf af Kritik der Urteilskraft med den interessante overskrift "Von der Natur als einer Macht". I denne paragraf er der ikke langt fra natursublimitet til naturgotik, bl.a. udtrykt i en af de første konstateringer: "Wenn von uns die Natur dynamisch als erhaben beurteilt werden soll, so muß sie als Furcht erregend vorgestellt werden".²¹² Hvor det skønne for Kant tilfredsstiller interesseløst, så tilfredsstiller det sublime i direkte modstand med sansernes interesse. I det skønne ses naturen som kosmos, i det sublime som kaos. Den ellers ekstremt abstrakte Kant giver en række håndgribelige eksempler på den sublime natur som magt:

"Kühne überhangende gleichsam drohende Felsen, am Himmel sich auftürmende Donnerwolken, mit Blitzen und Krachen einherziehend, Vulkane in ihrer ganzen zerstörenden Gewalt, Orkane mit ihrer zurückgelassenen Verwüstung, der grenzenlose Ozean, in Empörung gesetzt, ein hoher Wasserfall eines mächtigen Flusses u.d.gl."²¹³

Disse meget konkrete eksempler, der i øvrigt fjerner enhver mistanke om, at tysk idealisme ikke skulle have noget at sige om naturen, men kun om NATUREN (jf. kap. 3.3), har dog for Kant det antropocentriske sigte, at de først og fremmest skal henlede beskuerens opmærksomhed på det sublime i ham selv.²¹⁴ Når alt kommer til alt, er det ikke naturen, der er sublim, men menneskets fornuft. I sin idéhistoriske æstetikhistorie Skønhedens metamorfose (2001) gør Dorthe Jørgensen derfor opmærksom på, at det snarere er hos 1700-tallets anden store sublimitetsæstetiker, Edmund Burke, at vi skal lede efter det rigtig "skræksublime" i naturen.²¹⁵ I Burkes A Philosophical Enquiry into the Origin of our Ideas of the Sublime and Beautiful (1757) forbindes naturens sublimitet da også direkte med "horror":

"The passion caused by the great and sublime in nature, when those causes operate most powerfully, is astonishment; and astonishment is that state of the soul, in which all its motions are suspended, with some degree of horror."²¹⁶

Jørgensen beskriver receptionen af de to filosoffers sublimitetsæstetik således: "Det sublime ifølge Burke og det sublime ifølge Kant afsætter sig i den romantiske kunst som to forskellige spor af henholdsvis skrækromantik og naturreligiøsitet."²¹⁷ Ifølge denne sondring er det således Burke, der er mest beslægtet med den mørkegrønne romantik, og dermed også med den side af Werther, der i naturen kun ser et fortærende uhyre.
Det drøvtyggende uhyre fremviser sit uhyggelige ansigt flere andre steder i Goethes forfatterskab. En i økokritisk perspektiv særdeles interessant passage er at finde i Wilhelm Meisters Wanderjahre (1821), hvor der i Lenardos dagbogsoptegnelser tales om de unaturlige maskiner:

"Das überhandnehmende Maschinenwesen quält und ängstigt mich, es wälzt sich heran wie ein Gewitter, langsam, langsam; aber es hat seine Richtung genommen, es wird kommen und treffen."²¹⁸

Den teknologiske udvikling beskrives her som totalt uundgåelig. Ureflekteret og blindt vælter den ind over os, helt ligesom den drøvtyggende natur hos Werther. Enhver maskinstorm er forgæves, idet maskinernes fremdrift beskrives som en naturlov. Maskinerne fremstilles på paradoksal vis som natur, hvilket understreges af, at den centrale sammenligning ("ein Gewitter") netop er hentet fra naturens verden. Som det skal blive klart i det følgende, er Goethe ikke ene om denne paradoksale beskrivelse af menneskets naturødelæggende fremfærd i økofobiske termer.

Jeg mener således, at en beslægtet økofobi også er til stede hos Thoreau. På første side af Walden nævnes nogle af de spørgsmål, folk typisk har stillet ham, såsom hvad han har spist, men også "if I was not afraid".²¹⁹ Dette interessante spørgsmål synes Thoreau at affærdige med sikker hånd, og senere vender han det endda på hovedet, idet han anklager sine medmennesker i byerne for at frygte naturens mørke: "I believe that men are generally still a little afraid of the dark, though the witches are all hung, and Christianity and candles have been introduced."²²⁰ I ordene ligger der implicit en hævdelse af, at han selv har overkommet denne frygt. Ved et nærmere eftersyn viser det sig dog, at det ikke er så simpelt.
Under den ekstatiske beskrivelse af foråret møder vi denne naturbeskrivelse, hvor den før omtalte hang til mise en abyme-strukturer igen viser sig:

"The whole tree itself is but one leaf, and rivers are still vaster leaves whose pulp is intervening earth, and towns and cities are the ova of insects in their axils."²²¹

Det lyder jo helt lovelocksk, og man bemærker, at menneskeværket endda er med i det store naturværk. Men der er noget uldent ved citatet. For hvad er det egentlig for en naturmetafor, Thoreau har valgt at bruge om det menneskeskabte? At byerne er insektæg i bladenes hjørner, lyder ved nærmere eftertanke ikke særlig positivt. De for bladet dræbende insektæg viser om noget menneskets omsiggribende formering og byernes vokseværk på bekostning af naturen. Men – og det er det interessante – samtidig beskrives byerne qua naturmetaforikken netop som natur. Ganske som maskinernes ustoppelige tordenvejr hos Goethe.
Sideløbende med sin naturglæde synes Thoreau at være i besiddelse af en økofobi, der først og fremmest retter sig mod naturens blinde vækst, mod det drøvtyggende uhyre. Meget eksplicit er en dagbogsoptegnelse, som Worster citerer fra:

"When we consider how soon some plants which spread rapidly, by seeds or roots, would cover an area equal to the surface of the globe, how soon some species of trees, as the white willow, for instance, would equal in mass the earth itself, if all their seeds became full-grown trees, how soon some fishes would fill the ocean if all their ova became full-grown fishes, we are tempted to say that every organism, whether animal or vegetable, is contending for the possession of the planet, and, if any one were sufficiently favored, supposing it still possible to grow, as at first, it would at length convert the entire mass of the globe into its own substance."²²²

Vi ser her en næsten schopenhauersk Thoreau, for hvem naturens blinde vilje bliver frygtindgydende. Og når denne vilje er at finde i mennesket, bliver Thoreau direkte fjendtligt stemt over for naturen, hvilket giver anledning til de for Walden så atypiske ord: "Nature is hard to be overcome, but she must be overcome."²²³ Citatet, som de fleste økokritikere sikkert helst vil glemme, optræder i kapitlet "Higher Laws", som skiller sig tydeligt ud fra resten af bogen. Kapitlet åbner med Thoreaus lyst til at slagte et dyr og æde det råt blot for at mærke vildskaben, hvorved han viser, at han ikke selv kan se sig fri for det, han med væmmelse senere i kapitlet betragter som de mere mørke aspekter af naturen ("the lower orders of creation"²²⁴). Som eksempel nævner han sommerfuglen, der foruden de smukke vinger besidder en larvekrop, der endnu repræsenterer naturens væmmelige appetit og vækstdrift. Og han fortsætter: "The gross feeder is a man in the larva state; and there are whole nations in that condition, nations without fancy or imagination, whose vast abdomens betray them."²²⁵ Med denne metafor kobler Thoreau økofobien til selve civilisationen.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >