<< HJEM

MÅNEDENS BUZZWORD (FORLAGSLIV.DK)
> September 2014: FOMO (Fear Of Missing Out)
> Juni 2014: Content
> Marts 2014: KISS
> Februar 2014: Buzzword
> Januar 2014: Like whoring
> December 2013: Skeuomorfisme
> November 2013: Keyword stuffing
> Oktober 2013: CRO (Conversion Rate Optimization)
> September 2013: Crowdsourcing

EN SMAL SAG (POLITIKENS BAGSIDE)
> 23/2-12: Lugte med kerneværdier
> 2/1-12: Det smalsporede
> 26/11-11: Tørvejr på cykelstierne
> 2/10-11: tlhIngan Hol Dajatlh'a'
> 18/8-11: Sex og Andeby
> 21/7-11: Frem til fortiden
> 7/6-11: Lykkeklodser, uden recept
> 27/4-11: De ligger på 4 drej i sekundet
> 6/4-11: Det bornholmske tunnelsyn
> 10/3-11: Når filmen knækker
> 24/2-11: På sporet af den perfekte skrift
> 3/2-11: Klopstock - en sporty digter
> 15/1-11: Suppe, steg og kunstig intelligens
> 12/12-10: Myrer til matematikeksamen
> 13/11-10: Litteraturpriser får fin prispris
> 10/11-10: Holder det vand?
> 20/10-10: Den geopolitiske lampe
> 7/10-10: Spændingen ved tyske dødsannoncer

ANDRE UDVALGTE SKRIBLERIER
> 9/3-16: Er der virkelig penge i e-bøger? (Forlagsliv.dk)
> 2014: H.G. Wells og den relative darwinisme (Proxima 99/100)
> Januar 2012: Global opvarmning - En forunderlig rejse tilbage i tiden
> 2011: Grønne pionerer? (Speciale)
> 2011: Vandringens dobbelte bevægelse (Litteraturkritik & Romantikstudier, No. 54)
> 21/8-10: Branche i krise? (Politiken, Bøger, s. 2-3)
> 14/8-10: "Fiolstræde overgiver sig aldrig" (Politiken, Bøger, s. 2-3)
> 6/7-10: Modernist og traditionalist (Politiken, 2. sektion, s. 8)
> 30/6-10: En enestående vandhund fylder 25 (Politiken, webredaktionen)
> 23/6-10: Er disse muskler nødvendige? (Politiken, Bagsiden)
> 12/6-10: En lørdag i elfenbenstårnet (Politiken, Bøger, s. 2-3)
> 2010: "Det læser"-interviews (Politiken)
> 2010: Bognoter (Politiken)
> 12/12-09: De kantede parentesers tyranni (Klimadebat.dk, topmødeblog)
> September 2008: Klimakamp i kollegiekøkkenerne (Grøn Hverdag, s. 10-11)
> April 2008: Foghs farvel til skepsis (Magasinet Scient, s. 21-22)
> 2/7-07: Pæne skriveøvelser (JydskeVestkysten, Kultur, s. 15)
> 21/6-07: Sublim fortællekunst (JydskeVestkysten, Kultur, s. 11)
> 3/5-07: Jammerlig journalistik (JydskeVestkysten, Kultur, s. 14)
> 24/4-07: Debutant med en effektiv opskrift på et godt gys (JydskeVestkysten, Kultur, s. 19)
> 20/4-07: Magien udebliver (JydskeVestkysten, Kultur, s. 13)
> 3/4-07: De hvide pletter (JydskeVestkysten, Kultur, s. 10)
> 2006: Dværgeerkendelsen (BA-opgave)

PROJEKTER
> 2007-2016: Klimadebat.dk - Dansk forum om klima og energi
> 2009-2016: Climate-Debate.com - Discuss climate change

-

Jeppe Branner

Njalsgade 4, 5. th.
2300 København S

Telefon: 22 26 59 93
jeppe.branner@gmail.com
jb@klimadebat.dk
jbr@lrforlag.dk

Økokritikkens romantik


Af Jeppe Branner

Denne side er en del af specialeafhandlingen Grønne pionerer? - Protoøkologisk natursyn i amerikansk transcendentalisme og tysk romantik (2011). Det anbefales at læse specialet fra dets begyndelse.


< Forrige afsnitIndholdsfortegnelseNæste afsnit >

2.2. Økokritikkens romantik
Som man kan fornemme, har økokritikken fra sine første dage især kastet sit blik på den romantiske periode. At det stort set kun er den angelsaksiske romantik, der har fået opmærksomhed, kan meget vel skyldes simple sprogvanskeligheder og manglende internationalt udsyn hos de engelske og især amerikanske økokritikere, men det kan også skyldes egentlige forhold i det billede af romantikken, som de ønsker at tegne. Jeg mener, at det sidste aspekt i høj grad er på spil, og at mange økokritikere har ofret den objektive tilgang til stoffet til fordel for deres nutidige didaktiske ambitioner. Det er nemlig netop i den tyske variant, at de elementer i romantikken, som økokritikerne har sværest ved at forlige med deres didaktik, for mig at se træder tydeligst frem.
    Problemerne er flere. Først og fremmes hyldes de i grunden sentimentale romantikere som naive naturdigtere, hvorved de forsøges gjort langt mindre reflekterede og ironiske, end de i virkeligheden er. Jeg arbejder her ud fra Schillers distinktion fra afhandlingen Über naive und sentimentalische Dichtung (1795), hvor antikkens naive forhold til naturen modstilles af samtidens sentimentale:
"Sie empfanden natürlich; wir empfinden das Natürliche. [...] Unser Gefühl für Natur gleicht der Empfindung des Kranken für die Gesundheit."28
At den sentimentale digters forhold til naturen er lig den syges til sundhed, er en metaforik, som kendes fra Goethes romantikkritik, og som også Gerhard Kurz benytter sig af, når han i artiklen "Apollo und Natur" (1998) beskriver tankerne bag den romantiske naturvidenskab: "Der Verlust der Einheit mit der Natur erschien der Romantik als Krankheit, die Wiedergewinnung der Einheit als Gesundung."29 – et forhold, jeg skal vende tilbage til i kap. 3.3. Ifølge Schiller længes de moderne digtere tilbage til det sunde naive naturforhold – en længsel, der i kraft af sin uforløsthed karakteriserer det sentimentale. Romantikerne arbejder om nogen ud fra en sådan sentimentalitet, og uforløstheden er, især i tysk romantik, gennemgribende. Forfatterne søger kort fortalt naturen, fordi de ikke besidder den: "Der Dichter, sagte ich, ist entweder Natur oder er wird sie suchen. Jenes macht den naiven, dieses den sentimentalischen Dichter."30 Populært sagt er det netop, fordi romantikerne ikke føler sig hjemme i naturen, at de bruger så meget krudt på den. Fænomenet er beslægtet med det, Adorno i sin "Balzac-Lektüre" (1961) beskriver som "Realismus aus Realitätsverlust",31 altså det forhold, at realismen som litterær form opstod, fordi realiteten var begyndt at falde fra hinanden. Det samme gælder for naturen i slutningen af 1700-tallet, både hvad angår dens konkrete tilstand (omfattende skovrydning,32 begyndende industrialisering33 osv.), og hvad angår dens svindende plads i bymenneskets (dvs. forfatterens) dagligdag. Jo mere den dør i den virkelige verden, jo mere lever den i litteraturen – eller som Kate Rigby formulerer det i Topographies of the Sacred (2004): "Nature becomes thematic in literature only when it becomes problematic in reality."34
    Det, der er problemet for en række af Rigbys økokritiske kolleger, er blot, at de sentimentale romantikere alligevel beskrives, som om de er naive, idet der insisteres på en naiv forankring i det lokale – jf. Bates artikel "Living with the weather" (1996):
"A romantic poem is a model of a certain kind of being and of dwelling [...] the poem itself is an image of ecological wholeness which may grant to the attentive and receptive reader a sense of being-at-home-in-the-world. [...] what Keats seems to be saying is that to achieve being-at-homeness-in-the-world you have to begin from your own dwelling-place. Think globally, act locally."35
Dette er et skoleeksempel på anakronistisk økokritisk tankegang, når den er værst. Med den udprægede brug af begreberne "dwelling" og "home" er vi dybt inde i den terminologi, som kendetegner økokritikernes mislykkede forsøg på med magt at tvinge romantikken i en retning, der skal passe ind i en aktuel kontekst. Hjemmet, som har forbindelse til selve økologibegrebet (oikos = hjem), og som i økoteori ofte kobles med tanker om "embeddedness" og "place", er nemlig noget, romantikerne har et særdeles ambivalent forhold til (jf. kap. 4.1). Økokritikken beskrives ofte som kontekstualiserende, ja endda "meta-kontekstuel",36 men noget kunne tyde på, at den i virkeligheden er det modsatte: dybt ahistorisk. Ja, at den på anakronistisk vis forsøger at lægge nutidens økologiske krise ned over fortidens værker, hvorved romantikken næsten forsøges gjort til en hyggelig økologisk hjemstavnslitteratur.
    Et beslægtet problematisk aspekt i det billede af romantikken, som økokritikken tegner, har at gøre med den før beskrevne realistiske tilgang – tanken om at have "jord mellem hænderne". I denne forbindelse forsøger mange økokritikere nemlig at fraskrive romantikken enhver omgang med det transcendente – eksempelvis Peter Mortensen, en af de få danske økokritikere, der i artiklen "Tro mod jorden" (2008) skriver:
"Romantikken foregriber Friedrich Nietzsches (1844-1900) profet Zarathustra, som befaler sine tilhørere at "forblive tro mod Jorden". Jorden er al den virkelighed, som mennesker har, og al den virkelighed, som de behøver. For romantikerne handler det ikke om at bekæmpe de tendenser, som trækker sjælen nedad mod det jordiske, men tværtimod om at bearbejde de vrangforestillinger, som får mennesker til at foregøgle sig, at der kunne være en mere attråværdig virkelighed end den, man realiserer gennem fuld og rig udveksling med andre levende væsener."37
At tanken er forfejlet, vil kendere af perioden hurtigt kunne blive enige om. Romantikken er alt andet end realisme, jf. f.eks. Axel Goodbodys grundige beskæftigelse med emnet i værket Natursprache (1984), der netop kredser om, at naturen for romantikerne altid taler et gådefuldt sprog, idet "die Dinge für die Romantiker vor allem Zeichen von etwas Höherem darstellen."38 Goodbody er i dag sprunget ud som økokritiker – man kan derfor blot håbe, at han vil huske at delagtiggøre sine kolleger, herunder Mortensen, i konklusionerne fra det tidligere værk.
    Når vi har at gøre med det sentimentale – hvor objektet altid er i subjektet – så kan økokritikkens ideal om den realistiske tilgang (modstanden mod "There is no nature") ikke indfries. Ifølge Schiller er det kun hos barnet og i det antikke Grækenland, at vi kan finde en naturlig omgang med naturen, idet barnet og grækeren er natur og ikke længes tilbage til en tabt uskyld.39 Schillers formuleringer bliver, når det gælder beskrivelsen af hans samtid, ganske moderne:
"Daher kommt es, weil die Natur bey uns aus der Menschheit verschwunden ist, und wir sie nur außerhalb dieser, in der unbeseelten Welt, in ihrer Wahrheit wieder antreffen."40
Det er altså den mere og mere civiliserede verden og dens fremmedgørelse fra naturen – den gryende industrialisering og det mekanistiske verdensbillede fristes man til at sige – der ifølge Schiller er årsagen til det sentimentale. Miseren har at gøre med affortryllelsen af naturen, hvilket vi også kender fra hans Die Götter Griechenlands (1788), hvor der klages over samtidens "entgötterte Natur" (str. 14). På overfladen, og set fra et nutidigt perspektiv, har Schillers forhold til det antikke Grækenland således lighedspunkter med Kevin Costners forhold til Lakota-indianerne i Dances with Wolves (1990), James Camerons forhold til naturfolket i Avatar (2009) og – ironisk nok – økokritikernes forhold til romantikerne. Der længes tilbage til en tabt guldalder i form af ædle vilde, naive grækere og dvælende romantikere. Schiller nøjes dog ikke med nostalgi. I stil med flere andre på denne tid – man kan blot tænke på det såkaldte Älteste Systemprogram des deutschen Idealismus (1797) – udfolder han et ambitiøst bud på, hvordan vi skal genfortrylle verden i kraft af en art historiefilosofi, der går fra natur over kultur til ideal/utopi:
"Sie sind, was wir waren, sie sind, was wir wieder werden sollen. Wir waren Natur, wie sie, und unsere Kultur soll uns, auf dem Wege der Vernunft und der Freyheit, zur Natur zurückführen."41
Schillers filosofi synes altid at dreje sig om en sådan triade. At der er tale om en historiefilosofisk udvikling, ja en næsten hegelsk dialektik, er vigtigt, idet det derved understreges, at utopien ikke blot handler om det naives genkomst – en art regression til et barnligt stadie i menneskehedens udvikling – men at det naive ifølge Schiller netop skal kobles med fornuften i den fremtidige utopi:
"Jene Natur, die du dem Vernunftlosen beneidest, ist keiner Achtung, keiner Sehnsucht werth. Sie liegt hinter dir, sie muß ewig hinter dir liegen. Verlassen von der Leiter, die dich trug, bleibt dir jetzt keine andere Wahl mehr, als mit freyem Bewußtsein und Willen das Gesetz zu ergreifen, oder rettungslos in eine bodenlose Tiefe zu fallen."42
Hvad, Schiller siger her, er, at vi hverken kan eller skal vende tilbage til den primitive enhed med naturen. At forsøge at vende tilbage til en naiv "dwelling", som en del miljøfolk ved hjælp af en mærkværdig læsning af Heidegger drømmer om, ville ifølge Schiller ikke være en mulighed – det ville blot være simpel nostalgi tilbage til en for altid tabt guldalder. "Geniet" må dog have det naive i sig, og Schiller tilføjer – interessant nok – at det også må kunne føle sig hjemme i det ukendte: "Nur dem Genie ist es gegeben, ausserhalb des Bekannten noch immer zu Hause zu seyn und die Natur zu erweitern, ohne über sie hinauszugehen."43
    Det naive geni overskrider altså stadigvæk hjemmet og i videre forstand: det lokale. Han skal udvide naturen, så den bliver mere end det hjem, han er vokset op i. Med denne tanke fremstår Schiller på sin vis mere moderne end mange moderne miljøfolk.

Foruden de ovenfor omtalte problemer i økokritikkens romantikforståelse er der et mere grundlæggende problem, der har at gøre med det, jeg har valgt at kalde den "lysegrønne" og den "mørkegrønne" natur. Den lysegrønne natur, der er karakteriseret ved grundlæggende at være harmonisk og ufarlig, og som på sin vis er en videreførelse af den fredfyldte natur, der møder os i tidligere pastoraldigtning, er rigtignok på spil i romantikken (hvor den endda får en filosofisk overbygning), men det bliver problematisk, når økokritikerne alene beskriver den romantiske natur ud fra denne side. Den mørkegrønne natur, der er karakteriseret ved grundlæggende at være kaotisk og farlig, er nemlig for mig at se også en vigtig side af det romantiske natursyn. Jeg mener i det hele taget, at en deskriptiv økokritik også bør beskæftige sig med det, vi frygter ved naturen, og ikke kun det, vi værdsætter – et aspekt, jeg betegner med begrebet økofobi44 (jf. kap. 4.3). Meget få økokritikere har taget dette emne op. En af de eneste tilnærmelser, jeg er stødt på, er Tom J. Hillard, der i artiklen "Deep Into That Darkness Peering" (2009) konstaterer samme mangel: "Throughout its relatively short life, ecocriticism has largely overlooked representations of nature inflected with fear, horror, loathing, or disgust",45 og som ligeledes efterlyser beskæftigelse med området: "ecocritics stand to learn a great deal by looking seriously at the long history of unsettling and horrific depictions of the natural world."46 Når økokritikerne foretrækker det lysegrønne, så hænger det efter min mening sammen med, at nutidens økologiske bevægelse netop i helt uforholdsmæssig grad hylder det lyse og ukomplicerede: populært sagt nuttede dyr og andet politisk korrekt natur. Denne mere perspektiverende diskussion vil jeg tage til slut i afhandlingen, hvor det viser sig, at romantikkens mørkegrønne natur faktisk har noget at sige i en moderne miljømæssig sammenhæng (jf. kap. 5). At det forholder sig sådan, er dog ikke en forudsætning for at beskæftige sig med den, men blot – som tidligere formuleret – en ekstra bonus.
    Først gælder det imidlertid det lysegrønne og den dermed forbundne pastorale modus. Jeg vil begynde med ham, som alle økokritikere fremhæver: amerikaneren Thoreau. Fra ham vil jeg efterfølgende bevæge mig baglæns og prøve at spore tankens vandring gennem tid og sted.

< Forrige afsnitIndholdsfortegnelseNæste afsnit >