Af Jeppe Branner

Denne side er en del af specialeafhandlingen Grønne pionerer? - Protoøkologisk natursyn i amerikansk transcendentalisme og tysk romantik (2011). Det anbefales at læse specialet fra dets begyndelse.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >

3.3. Schelling og den organiske natur
Det er almindeligt anerkendt, at Kant med udgivelsen af Kritik der Urteilskraft (1790) indvarslede en ny måde at beskæftige sig filosofisk med naturen på. Denne beskæftigelse, hvor organismen spiller en central rolle, er et vigtigt element i tysk idealisme, og den deltes af såvel filosoffer, digtere som spekulative naturvidenskabsmænd af tidens tyske skole. Digtere som Novalis og Goethe var ikke blot skønlitterære forfattere, der som nebengesjæft nærede en interesse for naturvidenskab. I deres selvforståelse var de fuldblodige naturvidenskabsmænd, og organismetanken rækker i lige høj grad ind i deres skønlitterære som naturvidenskabelige virke. Tanken var allestedsnærværende. Når Friedrich Schlegel i sin Wilhelm Meister-recension (1798) beskriver romanen som en organisme, hvor mål og middel bliver ét,⁸⁸ så er det en direkte parallel til de naturfilosofiske antagelser angående den levende natur, som jeg i det følgende vil se nærmere på. Der er ikke tale om en metafor overført fra det ene domæne til det andet, nej, der er tale om nøjagtig samme terminologi, der bruges i samme forstand og tilsyneladende helt ubesværet inden for begge domæner. Her bør man holde sig det historiske forhold for øje, at videnskaberne omkring år 1800 ikke var adskilte i samme omfang som i dag. I en tid, hvor tanken om specialvidenskaberne og den skarpe opdeling mellem fakulteterne har sejret over tanken om enhedsvidenskaben – måske med undtagelse af enkelte "tilbagefald" såsom kognitiv semantik og biosemiotik – kan datidens akademiske miljø virke fremmedartet. Idealet om polyhistoren, der kan overskue hele det akademiske felt, var endnu levedygtigt, og grænsen mellem naturvidenskab og humaniora, natur og ånd, var i det hele taget flydende på en helt anden måde, end vi kender til.⁸⁹ I et sådant videnskabeligt miljø var det naturligt, at skønlitterære forfattere også lod sig optage af det, vi i dag ville kalde snævert naturvidenskabelige spørgsmål. De romantiske forfatteres reaktion mod oplysningstidens videnskab er derfor på ingen måde en modstand mod videnskab som sådan. Snarere er der tale om et forsøg på at udvide videnskaben i forhold til det, der blev betragtet som en åndløs mekanicisme og atomisme og i stedet sætte en helhedsvidenskab, hvor alle naturfænomener og kræfter sås som forbundne. Dette er vigtigt at holde sig for øje. Det er ikke videnskab per se, men en bestemt form for videnskab, der kritiseres - nemlig den, vi finder i traditionen fra Descartes/Bacon/Newton, og som på denne tid blev praktiseret i de videnskabelige centre Paris og London. Kurz viser i den forbindelse den slående lighed i ordbrug: Schelling taler om "højere fysik", Hölderlin om "højere oplysning", Novalis om "højere videnskab", Goethe om "højere empiri" og Carus om "højere erkendelse".⁹⁰ Fysikken og kemien skal ikke afskaffes; de skal gøres højere. Men hvad ligger der nærmere i al denne tale om en naturvidenskab forlenet med noget højere? For at nærme os et svar på dette spørgsmål, må vi tilbage til Kant og Kritik der Urteilskraft.
For Kant er der grundlæggende to former for kausalitet: den mekaniske, der er styret af nødvendighed, og den teleologiske, der er styret af frihed. Mere skolastisk formuleret kan man sige, at den aristoteliske traditions mange årsagsbegreber reduceres til to: causa efficiens (virkningskausalitet) og causa finalis (formålskausalitet). Og det er, når disse to optræder sammen, at vi har at gøre med en organisme. Organismen indeholder både virkningen og formålet, uden at de kan skilles. Den forener nødvendighed og frihed, objektivitet og subjektivitet, idet mål og middel er gensidigt afhængige af hinanden – eller som det hedder i den afgørende definition: "Ein organisiertes Produkt der Natur ist das, in welchem alles Zweck und wechselseitig auch Mittel ist."⁹¹
Denne tanke om organismen som noget, der, i modsætning til mekanismen, ikke lader sig forklare rent virkningskausalt, gribes med begejstring af tidens tænkere, der ofte i forvejen kendte til og havde ladet sig inspirere af især Herders mere historiefilosofiske organismeovervejelser. Tanken, der går igen blandt Kants efterfølgere, er, at naturen er gennemstrømmet af ånd, og at vi kun kan forstå den, hvis den beskrives med dette for øje. Hvis vi rent mekanisk forsøger at lægge naturen på pinebænken for at aftvinge den dens sandheder (jf. Bacon), opnår vi ikke andet end, at den forstummer (Goethe: "Die Natur verstummt auf der Folter"⁹²). I stedet er det ifølge romantikerne, Goethe og de tyske idealister kun, hvis vi ser naturen som grundlæggende levende – som en organisme eller et kunstværk – at vi kan lære dens hemmeligheder at kende, jf. Schelling, som må siges at være den ubestridte hovedskikkelse på dette punkt, og som i Erster Entwurf eines System der Naturphilosophie (1799) skriver:

"Philosophieren über die Natur heißt, sie aus dem todten Mechanismus, worin sie befangen erscheint, herauszuheben, sie mit Freiheit gleichsam beleben und in eigne freie Entwicklung versetzen."⁹³

Det er som sagt oplysningstidens "døde" videnskab, der reageres mod – en reaktion med vidtrækkende konsekvenser. Mere overordnet er det således den såkaldt moderne filosofi, startende med Descartes, hvor subjektet (res cogitans) ses som totalt løsrevet fra objektet (res extensa), der kritiseres – eller som det senere formuleres i Schellings Frihedsskrift (1809):

"Die ganze neu-europäische Philosophie seit ihrem Beginn (durch Descartes) hat diesen gemeinschaftlichen Mangel, daß die Natur für sie nicht vorhanden ist".⁹⁴

Set i et økologisk perspektiv er formuleringen påfaldende moderne. Hvis der er noget, der går igen blandt miljøtænkere fra det 20. og 21. århundrede, så er det modstanden mod det kartesianske natursyn.⁹⁵ Descartes' ringeagt over for naturen viser sig ved hans berygtede sidestilling af dyr med maskiner, hvilket selvsagt har gjort ham til en upopulær filosof blandt vegetarer og dyrerettighedsforkæmpere. Og senest har Ole Jensen hæftet sig ved Descartes' næsten bibelske ord fra Afhandlingen om metoden (1637) om, at "vi vil kunne gøre os til herrer over og ejere af naturen".⁹⁶ Som modtræk til disse ord sætter Jensen anno 2011 tanken om en art forsoning med naturen, der, inspireret af Løgstrup, nedbryder dualismen. Ligheden med Schelling er ikke til at tage fejl af. Andrew Bowie, der er en af de få i den angelsaksiske verden, som ikke blot læser Schelling ud fra en historisk, men også en ægte filosofisk interesse, skriver:

"The vital factor which has sustained the actuality of Schelling's Naturphilosophie is its refusal to see the thinking subject as simply opposed to nature as a world of objects, because the subject is itself part of nature."⁹⁷

Især i stridsskriftet Darlegung des wahren Verhältnisses der Naturphilosophie zu der verbesserten Fichteschen Lehre (1806), hvor der polemiseres mod Fichte, træder denne tankegang tydeligt frem. Der er tale om en intern strid i tysk idealisme, som stod på over en lang årrække, en strid, der grundlæggende handler om, hvor det absolutte skal placeres. Fichte valgte i sin videnskabslære som bekendt at placere det i jeget selv, og hans forhold til naturen er ifølge Schelling et dræbende og udplyndrende forhold, hvor naturen først og fremmest bliver brugt:

"als todt will er sie allerdings haben, als etwas, darauf er einwirken, das er bearbeiten und mit Füßen treten kann. [...] denn was ist am Ende die Essenz seiner ganzen Meinung von der Natur? Es ist die, daß die Natur gebraucht, benutzt werden soll, und daß sie zu nichts weiter da ist, als gebraucht zu werden; sein Princip, wonach er die Natur ansieht, ist das ökonomisch-teleologische Princip. [...] soweit nur immer die Natur menschlichen Zwecken dient, wird sie getödtet."⁹⁸

På baggrund af disse linjer tøver Bowie ikke med at kalde Schelling for "one of the first serious ecological thinkers in modernity".⁹⁹ Han er her på bølgelængde med Manfred Frank og Odo Marquard, to andre helt store nulevende kendere af tysk idealisme, der begge henviser til dette ellers sjældent omtalte skrift for at forklare det særlige – og nutidsrelevante – ved Schellings naturfilosofi.¹⁰⁰ Naturen er for Schelling ikke bare et ikke-jeg, eller med Franks formulering: den er ikke blot "Gegen-stand". I en e-mail, Frank har sendt mig, skriver han direkte om "die 'grüne' Verwendbarkeit von Schellings Natur-Liebe", og han henviser til sit værk Selbstbewußtsein und Selbsterkenntnis (1991), hvor han i slutafsnittet taler om Schellings "Engagement für eine Rehabilitierung der so lange (und nicht nur von der Philosophie) mißhandelten Natur".¹⁰¹ Ligesom Bowie og Marquard citerer Frank i denne forbindelse fra stridsskriftet mod Fichte, hvorefter han trækker de økologiske tråde op til nutiden, idet "keine Epoche der Menschheitsevolution so viel bitter realistischen Grund wie die unsere hatte, Schellings Idee einer Resurrektion der Natur einen ganz vorrangigen Wert zuzuerkennen."¹⁰² Hos Schelling bliver naturen, grundet dens organiske træk, selv et subjekt, ja den bliver "das absolute Subjekt".¹⁰³ Dette at forbinde naturen med subjektivitet og tale imod det "økonomisk-teleologiske princip" er for Frank det centrale i Schellings natursyn, og det er netop på dette punkt, at han bryder med århundreders vesterlandsk tænkning, kulminerende i Fichte, hvor naturen bestemmes rent negativt (som den menneskelige bevidstheds skranke). Det, der kunne kaldes det utilitaristiske eller det rent instrumentalistiske natursyn, hvor naturen ikke tillægges nogen intrinsisk værdi, men kun er til for menneskets skyld, kommer for Schelling til kort, når organismen skal forklares.
Det bliver hurtigt klart, at Schelling bygger videre på Kants tanke om, at organismen både har en subjektiv og en objektiv side, idet han understreger, at dette forhold er dialektisk. Det subjektive er indeholdt i det objektive og omvendt. Hvor den almindelige empiriske videnskab er rent mekanisk, så er det den teoretiske naturfilosofis opgave a priori at beskrive det subjektive i det objektive – ånden i naturen. I Ideen zu einer Philosophie der Natur (1797) udtrykker Schelling dialektikken på kondenseret vis i en berømt formulering, der tager form af en kiasme: Naturen er den synlige ånd, ånden den usynlige natur.¹⁰⁴ Denne tanke om en åndrig natur overtages som bekendt af de schellingianske naturvidenskabsmænd, herunder danskere som Henrik Steffens og H.C. Ørsted,¹⁰⁵ og i vores sammenhæng er det interessant, hvordan også Emerson griber tanken: "Nature is the incarnation of a thought [...] The world is mind precipitated".¹⁰⁶
For Schelling er forholdet dialektisk, idet natur og ånd eksisterer i gensidig afhængighed: "Kein objektives Daseyn ist möglich, ohne daß es ein Geist erkenne, und umgekehrt: kein Geist ist möglich, ohne daß eine Welt für ihn daseye."¹⁰⁷ Eksistensen af en objektiv verden (en NATUR) kræver altså, at der er et erkendende subjekt, og det er denne idealistiske halvdel af Schellings filosofi, som gør, at han ikke kan siges at være økocentrisk i snæver forstand. Mange vil derfor stille spørgsmålstegn ved, om Schelling kan bruges økokritisk-moralsk – også ud fra en mistanke om, at hans abstrakte filosofi i virkeligheden ikke har meget at sige om naturen, men kun beskæftiger sig med NATURENS mere overordnede forhold til ånden.¹⁰⁸ Under alle omstændigheder er det dog min overbevisning, at Schellings tanker om organismen får afgørende betydning for det helt konkrete natursyn hos efterfølgerne, helt op til Thoreau og nutidens miljøtænkere – hvad enten de er sig det bevidst eller ej – og at der derfor næppe kan stilles spørgsmålstegn ved hans relevans for den økologiske tankes historie.

Tanken om, at organismen både har en objektiv og en subjektiv side, kan også formuleres som, at den både kan anses som produkt og som produktivitet. Inspireret af Spinoza opererer Schelling med begreberne natura naturata og natura naturans til at beskrive henholdsvis den objektive og den subjektive side af naturen:

"Die Natur als bloßes Produkt (natura naturata) nennen wir Natur als Objekt (auf diese allein geht alle Empirie). Die Natur als Produktivität (natura naturans) nennen wir Natur als Subjekt (auf diese allein geht alle Theorie)."¹⁰⁹

Pointen er, at naturen både er natura naturata og natura naturans. Den er en organisme, der organiserer sig selv. Betragtet som natura naturata er den ren kreation. Betragtet som natura naturans er den ren kreativitet. Det nye fokus på natura naturans (den produktive natur) bringer interessant nok Schellings natursyn tilbage til noget, der således stemmer bedre overens med selve etymologien af ordet natur ("fødsel").
På trods af tankerne om det objektive og det subjektive er Schellings filosofi udtryk for en enhedstankegang. Helt grundlæggende ønsker han i sin filosofi at bringe det organiske og det uorganiske på samme formel:

"Die allgemeine Aufgabe der spekulativen Physik läßt sich jetzt so ausdrücken: die Construktion organischer und anorganischer Produkte auf einen gemeinschaftlichen Ausdruck zu bringen."¹¹⁰

Denne opgave løses gennem et forsøg på ikke blot at forstå de organiske træk ved naturen, men også ved at se NATUREN (universet eller Al-Naturen) som sådan som en organisme.¹¹¹ Og det er blandt andet på den baggrund, at hans filosofi bærer mange lighedstræk med moderne økotankegang.
Den kontroversielle klimaforsker James Lovelocks Gaia-hypotese, der i dag er lettere miskrediteret i videnskabelige kredse, men som står i høj kurs hos mange miljøfolk, har så mange lighedspunkter med den tyske naturfilosof, at manglen på et komparativt studium i den økokritiske litteratur kun kan undre. Ifølge Lovelocks klassiker Gaia: A New Look at Life on Earth (1979) er Jorden selv én stor selvregulerende organisme, kaldet Gaia, og alt indgår på kybernetisk vis i organismens liv:

"the quest for Gaia is an attempt to find the largest living creature on Earth [...] if Gaia does exist, then we may find ourselves and all other living things to be parts and partners of a vast being who in her entirety has the power to maintain our planet as a fit and comfortable habitat for life."¹¹²

Denne selvregulering foregår ifølge Lovelock ved hjælp af såkaldte negative feedbackmekanismer, hvor Gaia så at sige påvirker det fysiske miljø til fordel for sig selv (homøostase).¹¹³ Også hos Schelling er naturen, med Frederick Beisers ord "one vast organism, one living whole, which is undergoing constant growth and development."¹¹⁴ I stil med tyske kollegaer som Manfred Frank og Dieter Henrich forsøger Beiser med sit værk German Idealism: The Struggle Against Subjectivism (2002) at løsrive tysk idealisme og romantik fra den indadvendte og subjektivistiske fichteanisme, som den ofte har været forbundet med, og resultatet er et øget fokus på især Schellings organismetanke, der, som det ses, beskrives i påfaldende lovelockske termer. Tanken genfindes til overflod hos en række eksperimentelle schellingianske naturfilosoffer, f.eks. J.W. Ritter, der i forbindelse med sine tanker om galvanismen skriver:

"Wo bleibt denn der Unterschied zwischen den Theilen des Thieres, der Pflanze, dem Metall und dem Steine? – Sind sie nicht sämmtlich Theile des große All-Thiers, der Natur?"¹¹⁵

Et andet kendetegn ved Lovelock er, at han i helt uhørt grad for en moderne naturvidenskabsmand personificerer naturen. Flere steder omtaler han Gaia som "hun", og på sine gamle dage, hvor en sortsynet beskæftigelse med klimakrisen præger hans virke, taler han ligefrem om The Revenge of Gaia (2006). Gaia er en levende, handlende organisme, fuld af formål og teleologi, og grundlæggende er der tale om samme modvilje mod det rent virkningskausale natursyn, som vi finder hos Kant og Schelling:

"It [the Gaia hypothesis] is also an alternative to that equally depressing picture of our planet as a demented spaceship, forever travelling, driverless and purposeless, around an inner circle of the sun."¹¹⁶

Lovelocks Gaia er ikke bare død materie, men fuld af subjektivitet. I den schellingianske naturfilosofi finder man som bekendt formlen om ånden, der "sover i Stenen, drømmer i Planten, vaagner i Dyret og kommer til Bevidsthed i mennesket" (Steffens)¹¹⁷ – og netop denne tanke om, at naturen gennem mennesket får øje på sig selv, lader til på ny at blive udfoldet næsten 200 år senere hos Lovelock:

"the evolution of homo sapiens, with his technological inventiveness and his increasingly subtle communications network, has vastly increased Gaia's range of perception. She is now through us awake and aware of herself. She has seen the reflection of her fair face through the eyes of astronauts and the television cameras of orbiting spacecraft."¹¹⁸ [min understregning]

Denne naturens selvbevidste spejling gennem mennesket gør om noget Lovelock til en moderne romantiker, hvis formuleringer også ligger påfaldende tæt på Emersons tanke om det gennemsigtige øjeæble og Thoreaus "nature looking into nature".
Hvis vi skal finde ét skønlitterært værk i den tyske romantik, hvor samme spejling træder tydeligst frem, så må det være Novalis' naturfilosofiske roman Die Lehrlinge zu Sais (1802), hvor der sættes direkte lighedstegn mellem naturerkendelse og selverkendelse. At skue naturens inderste er for Novalis at skue sig selv, hvilket i særdeleshed bliver klart i en udeladt passage, der kan læses som romanens hovedbudskab i fortættet form: "Einem gelang es – er hob den Schleier der Göttin zu Sais – Aber was sah er? er sah – Wunder des Wunders – Sich Selbst."¹¹⁹ At Lovelocks Gaia har fået en lignende selvbevidst overbygning, ville Schelling kalde en potensering, og al (natur)filosofi er derfor at forstå som en art depotensering, idet vi graver ned gennem potenserne og finder frem til urgrunden – i Lovelocks verden Gaia.

Når Lovelock er populær blandt moderne miljøfolk, så skyldes det den identifikation, vi nødvendigvis må føle med den omgivende natur, hvis vi godtager, at vi alle er del af samme superorganisme – en art økologisk identitetsfilosofi, som vi også genfinder i Arne Næss' beslægtede dybdeøkologi (økosofi), som han udfolder i klassikeren Økologi, samfunn og livsstil (1976):

"De økosofiske innstillinger utvikles gjennom så dyptgående identifiseringer at ens eget selv ikke lenger avgrenses tilfredsstillende ved eget ego eller egen organisme. Man opplever seg som ekte del av alt liv".¹²⁰

Følger man tankegangen, bliver imperativet: Du skal kere dig om skoven, fordi du selv er skoven. At dræbe den er en form for selvmord. "Tat twam asi",¹²¹ hedder det på sanskrit – en tanke, der går igen i alskens mystik verden rundt, og som genfindes hos såvel Schelling og Novalis som deep ecology. Næss har selv påpeget forbindelseslinjer mellem (dybde)økologi og spinozisme,¹²² og han understreger, at tanken findes i hele den moderne miljøbevægelse, startende med Rachel Carson i begyndelsen af 60'erne, som kaldte menneskene for "dråper i livets strøm".¹²³
Identifikation er nøgleordet. Moderne "treehuggers" deler med følsomme sjæle som Thoreau en grundlæggende empati med den skov, der bliver revet bort.¹²⁴ At føle smerte, når et træ bliver fældet, er et tegn på, at man for en stund oplever det, som om man er træet – helt ligesom vi kender det fra fiktion, hvor vi føler identifikation med eksempelvis en romanperson, fordi vi læser, som om vi er personen. Det, Næss gør i sin økosofi, er at fjerne dette "som om". Dermed indtager han samme grundholdning, som Schelling gør i sin identitetsfilosofi.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >