Af Jeppe Branner

Denne side er en del af specialeafhandlingen Grønne pionerer? - Protoøkologisk natursyn i amerikansk transcendentalisme og tysk romantik (2011). Det anbefales at læse specialet fra dets begyndelse.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >

3. Det lysegrønne
3.1. Thoreau – økokritikkens darling
Fra 1845-47 boede den amerikanske forfatter Henry David Thoreau alene ved bredden af Walden Pond i en bjælkehytte, han selv havde bygget. På baggrund af sine mange dagbogsoptegnelser fra dette selvvalgte eksil i naturen udgav han efterfølgende den selvbiografiske Walden; or, Life in the Woods (1854). Bogen, der har klassikerstatus i amerikansk litteraturhistorie, er i dag blevet en bibel blandt såkaldt "simple living"-folk, hvilket kan ses som en efterklang af dens popularitet blandt hippiebevægelsens blomsterbørn, der begejstret tog imod Thoreaus primitive, anti-materialistiske og til dels anarkistiske livsførelse. Den omfattende økologiske bølge, der, i sammenhæng med hippiebevægelsen, også voksede frem i 60'erne og 70'erne, lod sig ligeledes inspirere af Walden, og heller ikke for nutidens miljøbevægelser kan Thoreaus betydning undervurderes. Når Bill McKibben, grundlæggeren af verdens største græsrodsklimabevægelse 350.org, i sin populære bog The End of Nature (1989) advarer: "Soon Thoreau will make no sense",⁴⁷ ved alle, hvad det drejer sig om. Thoreau er den ubestridte konge af amerikansk nature writing, og McKibbens dystre fremtid helt renset for natur er derfor også en verden, hvor menneskene nødvendigvis må være Thoreau-analfabeter: "the time fast approaches when he will be inexplicable, his notions less sensible to future men than the cave paintings are to us."⁴⁸
Når miljøfolk er så glade for Thoreau, så skyldes det først og fremmest, at han er en af de første i den vestlige kultur, der fuldstændig kompromisløst taler naturens sag: "I should be glad if all the meadows on the earth were left in a wild state",⁴⁹ siger han uforfærdet i midten af 1800-tallet, årtier før de første nationalparker så dagens lys. Naturen og dens "Wildness" har egenværdi, den er et intrinsisk gode, hvilket grundlæggende skyldes, at hele Jorden opfattes som levende:

"The earth is not a mere fragment of dead history, stratum upon stratum like the leaves of a book, to be studied by geologists and antiquaries chiefly, but living poetry like the leaves of a tree, which precede flowers and fruit, – not a fossil earth, but a living earth".⁵⁰

Denne vitalisme har at gøre med, at Thoreaus natur, i lighed med den moderne økologiske opfattelse, er organisk. "There is nothing inorganic", som han siger i samme afsnit under sin forårsbegejstring. Ja, selv sandets aflejringer i flodernes løb er for Thoreau formet af selvorganiserende processer.⁵¹ Jeg vil senere gå dybere ind i selve organismebegrebet, især som det blev formuleret blandt Thoreaus forgængere. Foreløbig vil jeg blot hive et forhold frem, som gør sig gældende i organismen, og som i særlig grad er til stede hos Thoreau; nemlig at delen altid i sig rummer helheden. Eksempelvis ser han gedderne, der svømmer omkring i vandet, som små organismer, der metonymisk henviser til større organismer: "[the pickerels] are themselves small Waldens".⁵² Der dannes en art mise en abyme-struktur, som fortsætter højere op, idet Walden selv igen og igen bruges som metonymi (pars pro toto) for hele naturen. Det ses eksempelvis, når Thoreau beskriver sit bådfiskeri på søen, hvor de små ryk i fiskelinen forbinder ham med naturen som sådan:

"It was very queer, especially in dark nights, when your thoughts had wandered to vast and cosmogonal themes in other spheres, to feel this faint jerk, which came to interrupt your dreams and link you to Nature again."⁵³

Walden er naturen, og fiskelinen er en livline, der forhindrer mennesket i at falde bort fra naturen.
Hvad, der falder i øjnene ved dette billedsprog, er, at det beskriver en natur, hvor alting hænger sammen. Kort sagt: en økologisk natur (vi husker Økologiens Første Lov ifølge Commoner). Ydermere er det iøjefaldende, hvordan Thoreaus natur forsøger at vride sig løs af konventionen om blot at være dekoration – en konvention, der ligger indbygget i selve det engelske sprog, hvor landskab forstås som "scenery", dvs. som kulisse. For Thoreau, som for en række romantiske landskabsmalere, er det en selvfølge, at naturen optræder som aktør og ikke blot som baggrund. Miljøet er ikke blot "setting". Dette, som jeg vil kalde den romantiske pastorale, adskiller sig netop fra den traditionelle pastorale ved, med et moderne begreb, at være økocentrisk.
En kort økoteoretisk digression må her være på sin plads. Ideen om det økocentriske, i modsætning til det antropocentriske, gennemsyrer megen økologisk tænkning og etik, startende med Aldo Leopolds "Land ethic" i midten af det 20. århundrede. I et økocentrisk verdensbillede er naturen et intrinsisk gode, der ikke blot er til for mennesket. Denne etiske holdning har også en ontologisk parallel, idet tanken om verden som omverden (det antropocentriske) bekæmpes. En holistisk vision om enhed af næsten kosmiske dimensioner kan således findes hos en række økologiske tænkere. Især den såkaldt dybdeøkologiske retning har taget denne etiske såvel som ontologiske tanke om økocentrisme til sig. Betegnelsen "deep ecology" optræder første gang i 1973 med Arne Næss' "The Shallow and the Deep, Long-Range Ecology Movement". I denne indflydelsesrige artikel modstiller Næss det, han kalder "The Shallow Ecology movement" og "The Deep Ecology movement".⁵⁴ Hvor overfladeøkologien, der også går under navnet environmentalism, ifølge Næss tager menneskets udgangspunkt og på det etiske/politiske plan snævert manifesterer sig som en kamp mod "pollution and resource depletion",⁵⁵ så forsøger dybdeøkologien mere grundlæggende at overkomme "the man-in-environment image" til fordel for "the relational, total-field image", der er baseret på "intrinsic relations" mellem organismer, dvs. en økocentrisk indstilling, hvor der fokuseres på naturen for naturens egen skyld.
At Thoreau er en tidlig økolog, der ligesom Næss betoner det relationelle ("the infinite extent of our relations"⁵⁶), er der mange, der har påpeget. Donald Worster helliger eksempelvis i sin gennemgang af økologiens historie, Nature's Economy (1977), et helt kapitel til Thoreau, og han fremhæver en formulering fra et af hans breve, hvor han drømmer om at blive "nature looking into nature"⁵⁷ – et motiv, der ifølge Worster ligger bag hele Thoreaus "career as a field ecologist", og som for mig at se rykker Thoreau i retning af det dybdeøkologiske.

At Walden, med dens betoning af naturen som forgrund frem for baggrund, kan kaldes en romantisk pastorale, kræver også en yderligere teoretisk uddybning. Lad os først se nærmere på selve pastoralebegrebet.
Gifford beskriver i Pastoral (1999) tre forskellige betydninger af begrebet.⁵⁸ For det første er der den historiske litterære form eller konvention, hvilket den traditionelle danske oversættelse, hyrdedigtning, hentyder til: idealiserede beskrivelser af hyrders liv i en fredfyldt natur, styret af stramt fastlagte idylliske topoi. For det andet er der en bredere betydning, hvor pastoralen slet og ret forstås som en positiv beskrivelse af det landlige i kontrast til det urbane (eller mere bredt: det naturlige i forhold til det menneskeskabte). I denne betydning vil eksempelvis et digt om et træ, der vokser op gennem asfalten, også være pastoralt. Og endelig, for det tredje, er der den nedsættende brug af ordet, hvor det henviser til en eskapistisk idealisering eller romantisering af naturen på bekostning af den grå og snavsede (evt. forurenede) virkelighed. Det er den anden betydning, der inden for litteraturvidenskaben har vundet stadig større fodfæste, hvilket også understreges af den i dag udbredte opfattelse af, at pastoralen ikke er en genre, men en modus, som kan findes inden for alle litteraturens genrer.⁵⁹ Det er også denne bredere brug af ordet – en pastorale, der så at sige er renset for hyrder – jeg benytter mig af. Det, der nu er særligt ved den romantiske pastorale, er, at den idylliske og positivt valoriserede natur får en filosofisk overbygning, der, med organismen som katalysator, handler om kosmisk enhed med naturen.
Harmonien er dog ikke helt uproblematisk. Gifford taler grundlæggende om pastoralens udtryksform som en "discourse of retreat", og han regner Thoreau med til denne trækken-sig-tilbage-litteratur.⁶⁰ Thoreaus eksil eller retreat er et bevidst valg om at vende samfundet ryggen. Denne antipolitiske grundindstilling kommer tydeligt til udtryk i Walking, hvor vi finder følgende citat, der, set i lyset af nutidens globale forureningsproblemer, kan synes nok så ironisk i sit billedsprog:

"In one half-hour I can walk off to some portion of the earth's surface where a man does not stand from one year's end to another, and there, consequently, politics are not, for they are but as the cigar-smoke of a man."⁶¹

Det pastorale bliver en modsætning til det politiske, netop fordi der er tale om en "retreat" fra samfundet og ikke et forsøg på forsoning. Thoreau er ofte blevet set som en af de første moderne miljøforkæmpere,⁶² og det er da også rigtigt, at han adskiller sig fra de fleste andre romantikere ved at leve teorien ud i praksis. Der er dog stadig tale om et særdeles privat og individualistisk projekt, hvilket står i skarp kontrast til moderne miljøkamp, der netop i høj grad er politisk. Den thoreauanske pastorale, med dens stærke modstand mod politik og samfund, bliver derfor let en fortælling om misantropi, hvilket interessant viser sig i Thoreaus egen brug af ordet "retreat": "I love Nature partly because she is not man but a retreat from him."⁶³ Det, som i økokritisk terminologi kaldes Thoreaus økocentriske grundindstilling, ville en humanist derfor nok snarere kalde hans hadefulde misantropi:

"Nature has no human inhabitant who appreciates her. [...] She flourishes most alone, far from the towns where they reside. Talk of heaven! ye disgrace earth."⁶⁴

Thoreau bryder sig ganske enkelt ikke om mennesker. Jeg skal senere vende tilbage til denne misantropi og dens forhold til det mørkegrønne. Foreløbig kan det blot konkluderes, at Thoreaus "retreat" med ovenstående in mente bliver så radikal, at den næsten truer med helt at sprænge grænserne for det pastorale – selv inden for en romantisk kontekst.

Hvis pastoralen er styret af en forestilling om naturen som litterær konstruktion, hvis Arkadien er natur som kultur,⁶⁵ så træder der også et nyt problem frem i forbindelse med Thoreau. Spørgsmålet er nemlig, om området omkring Walden Pond for Thoreau overhovedet lever op til et pastoralt locus amoenus, eller om han har et mere umiddelbart, realistisk, ja næsten anti-romantisk forhold til sine omgivelser. Hos Thoreau er det den enkelte fugl, den enkelte fisk og det enkelte træ, der kommer i fokus. Han omtaler naturens detaljer med en grundighed, der utvivlsomt har kedet mange læsere gennem tiden; men samtidig er det denne detaljerigdom, der gør, at naturen ikke blot er kulisse for en i grunden antropocentrisk handling (jf. hyrdedigtningen), men at den træder frem som selvstændig aktør. Når jeg på trods af denne realistiske tendens mener, at Walden er en pastorale, så har det at gøre med, at Thoreaus natur, når det kommer til stykket, er kulturelt farvet. Netop fordi der med hans egne ord er tale om en retreat og ikke en umiddelbar fødsel ind i naturen, er den smertefulde bevidsthed om det, han er flygtet fra, altid til stede – naturen vil altid ses i modsætning til det almindelige menneskeliv, som konstant udsættes for kritik. Denne romantiske sentimentalitet ønsker de færreste økokritikere at anerkende, idet de som tidligere omtalt foretrækker at fokusere på naiviteten. Buell kritiserer Sharon Camerons Writing Nature (1989), hvor han har fundet følgende citat omhandlende Thoreaus Journal: "when the mind sees nature what it sees is its difference from nature".⁶⁶ Jeg ved ikke, om Cameron kender til Schiller, men det lyder unægteligt som et ekko fra slutningen af 1700-tallet. Når Buell ikke mener, at beskrivelsen passer på Thoreau, påstår han i schillerske termer, at Thoreau snarere er i det naive end i det sentimentale.
Buell må dog medgive, at Thoreaus forhold til naturen ikke entydigt er et umiddelbart realistisk. Som man kan læse i hans dagbog: "man cannot afford to be a naturalist to look at Nature directly. [...] He must look through and beyond her."⁶⁷ Her viser Thoreau sin stærke transcendentalistiske side, hvilket skal blive forfulgt nærmere i næste kapitel. Naturen er der ikke bare, den er ikke bare materie. Der findes andet end NATUR, hvilket vi også så i Goodbodys beskrivelse af romantikkens "Natursprache" fra forrige kapitel.
Moderne videnskabs store fejl er ifølge Thoreau, "that you should coolly give your chief attention to the phenomenon which excites you as something independent of you, and not as it is related to you."⁶⁸ Her træder Thoreau i virkeligheden frem som kantiansk inspireret idealist. Videnskaben bør beskæftige sig med tingen, som den fremtræder for os; ikke som den er i sig selv. Hvor underligt det måske kan lyde for en realistisk skolet økokritiker, behøver denne idealisme dog ikke at stå i modsætning til en økologisk tankegang. At se naturen som noget, der ikke eksisterer uafhængigt, kan også være et udtryk for et fornyet fokus på beslægtetheden mellem menneske og natur, subjekt og objekt, og dermed et forsøg på at bryde ud af tidligere tiders dualisme. Worster kommenterer da også ovenstående Thoreau-citat således: "If a man could not study nature as an extension of himself, then it would become an alien world."⁶⁹ I stedet for at adskille bevidstheden fra den fysiske verden forsøger Thoreau ifølge Worster at reintegrere den, hvorved en fremmedgørelse af naturen bekæmpes.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >