Af Jeppe Branner

Publiceret april 2008 i Magasinet Scient, s. 21-22

Scients udsendte reporter vurderer en klimavendekåbes indtog i hjertet af Københavns Universitet. Danmarks statsminister blev mødt af et kritisk men lydhørt publikum, da han fremlagde sine synspunkter i festsalen på Frue Plads.

Det var en selvsikker Anders Fogh Rasmussen, der den 22. februar gæstede Københavns Universitets festsal for at tale om klimapolitik. Foredraget og den efterfølgende debat foregik nemlig dagen efter, at det lykkedes regeringen at forhandle en bred energiaftale på plads i Folketinget.

De fysiske omgivelser lagde op til højtidelige og højtravende ord. Lukker man øjnene, fornemmer man historiens vingesus i den gamle festsal, hvor intellektuelle koryfæer gennem generationer har haft deres gang. Man mærker den spændte opmærksomhed hos de mange tilhørere, alle med blikket rettet mod talerstolen, hvorfra sandheden forventes at flyde i oplysende strømme.

Men den åndrige atmosfære blev brat afbrudt denne fredag formiddag.

Anders Fogh Rasmussen er en mand med begge ben placeret solidt på jorden. Han er en politiker, der forstår at tale politik. Han forstår kunsten at forhandle, at føre diplomati, at indgå forlig, ja endog at skifte holdning, hvis det har sin fordel. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, synes han at sige. Især når det gælder klimaspørgsmålet.

IPCC og sund fornuft
Statsministeren lagde ud med en kort redegørelse for klimavidenskabens resultater og advarsler, og han kom i den forbindelse ind på sin egen langsomme accept af problemets omfang. Han erkendte, at han længe har været blandt tvivlerne, men at han med den “stigende videnskabelige konsensus” nu har kastet sig oprigtigt ind i sagen, og at han har valgt at “lægge FN’s klimapanels beregninger til grund” for sin politik.

De store ord blev dog hele tiden fulgt op af formaninger om “sund fornuft”, og den lomborgske formulering om “mest miljø for pengene” havde også sneget sig ind i manuskriptet. Det var således i høj grad en politiker, der betonede vigtigheden af at vælge de mest pragmatiske og omkostningseffektive løsninger, frem for en politiker, der talte til følelserne og det store engagement. På et spørgsmål fra salen om hvorvidt grænsen for CO2-udledningen pr. indbygger bør gøres til en universel størrelse i stil med menneskerettighederne, understregede Fogh ganske klart, at han foretrækker en mere pragmatisk tilgang til klimaspørgsmålet.

Klimadiplomati
For Fogh er det vigtigt, at reduktioner i CO2-udledninger ikke går ud over den økonomiske vækst. Han mener, at Danmark kan tjene som et godt eksempel på dette punkt, idet det er lykkedes os at afkoble CO2-udledning og vækst – en afkobling, der i øvrigt rækker langt tilbage i forhold til Foghs regeringsperiode. Der var dog ingen formildende ord omkring de nedskæringer på miljøområdet, han selv stod i spidsen for i 2002. Det var dengang nødvendigt med “et uanmeldt kasseeftersyn”, svarede han på et kritisk spørgsmål under debatten.

På trods af gentagne forbehold om, at det også er på grund af forsyningssikkerhed og strategiske overvejelser, at vi skal omlægge vores energipolitik, bar hans tale dog præg af et endegyldigt farvel til tidligere tiders skepsis. Nye ord som “klimadiplomati” og “klimaregime” blev taget op – ord man for et par år siden bestemt ikke ville forvente at høre fra Anders Fogh Rasmussen.

Klimaforkæmper eller opportunist?
Om de nye toner er udtryk for oprigtig bekymring, eller om vi snarere ser en dygtig politikers afvejning af folkestemning, forhandlingsmuligheder og indflydelse, er svært at sige. Og spørgsmålet er også, hvor vigtigt det overhovedet er. Hvis vi i morgen så Fogh sætte handling bag sine ord og gøre en storstilet indsats for at frigøre samfundet fra afhængigheden af fossile brændsler, hvad betyder så den bagvedliggende motivation? Er det ikke underordnet, hvad begrundelsen er – så længe målet og den vej, man følger, er den samme? Eller er der en afgørende forskel på offervilligheden og engagementet, alt efter om man bekymrer sig for mulige klimatiske katastrofer eller for manglende nordsøolie? Og kan man overhovedet tillade sig at sidde med en sådan tvivl angående Foghs motiver, når han nu klart har tilkendegivet, at han stoler på IPCC’s vurderinger?

Alle disse spørgsmål og tanker trænger sig på, mens den gamle festsal hurtigt tømmes for mennesker, og statsministeren forsvinder med sine sikkerhedsvagter i sin ministerbil.

IPCC: The Intergovernmental Panel on Climate Change under FN. Vandt sammen med Al Gore Nobels fredspris i december 2007.