Når filmen knækker

Af Jeppe Branner

Publiceret 10. marts 2011 i Politiken, Bagsiden

På Bagsiden interesserer vi os for det smalle. Også i helt konkret forstand. Smalsporsjernbanen, smalhalsen og den smalnæbede vandtræder. Smalkosten, Smallegade og den smalbladede timian. Der er meget at vælge imellem for den smalsporede. I dag skal det handle om smalfilm.

Mens de fleste danskere nu til dags er gået over til nyere teknologier, findes der stadig inkarnerede smalfilmsfolk, for hvem filmfremvisning uden lyden af store spoler, der kører i mørket, er en uskik. Det er dog et stigende problem, at diverse optagere, fremvisere og andet udstyr er udgået af produktion. Når drivremmen trænger til en reparation, eller når filmen blot knækker, er det derfor heldigt, at Smalfilmværkstedet på Vesterbro i København kan komme til undsætning.

Flemming Nielsen, der til daglig er rutsjebanefører i Tivoli, driver det lille værksted som sin hobby, og han er i dag den eneste praktiserende smalfilmsreparatør i landet. På trods af de monopollignende tilstande er det dog kun en fritidsbeskæftigelse, og Flemming Nielsen tager ikke imod en hvilken som helst opgave:

»Jeg beskæftiger mig udelukkende med de små 8 mm-film. Standard 8 og Super 8. Det er det format, jeg har specialiseret mig i«.

Er der mange kunder i butikken?

»Der er ikke specielt travlt. Det er der aldrig. Specielt efter Kodak standsede produktionen af Kodachrome, en fantastisk god farvefilm, er efterspørgslen dykket utrolig meget. Det kan jeg godt mærke«.

Det lader til, at Flemming Nielsen kæmper en bitter og utaknemmelig kamp mod udviklingen. Men der er en grund til den indædte modstand, for smalfilmen kan noget, som de andre formater ikke kan:

»Farverne er mere behagelige at se på, og filmbilledet er mere blødt. Der er et andet look. Den kornethed, der er i filmen, kan man ikke på nogen måde genskabe i den digitale verden«.

Så smalfilmsfolk er generelt mennesker med mere kvalitetssans?

»Ja. Personlig kan jeg ikke lide de digitale film. Billedet ser forfærdeligt ud. Det er frygtelig skarpt«.

Frygtelig skarpt?

»Ja, du har ikke den der behagelige glidende overgang mellem de forskellige farver. Farverne er for hårde«.

Det er dog ikke kun kvaliteten, den er gal med. Som teknikentusiast er Flemming Nielsen også irriteret over de nye, idiotsikre apparater.

»Der er ikke nogen mekanik i en digitalfilm. Enten virker den, eller også virker den ikke. Sker der et eller andet med en smalfilmsfremviser, kan du sgu altid komme videre med et stykke pap eller en papirclips«.

Hvad gør man, hvis filmen knækker?

»Der er desværre mange, der bruger almindelig tape. Og så kommer klisteret ud over hele filmen. Jeg bruger specialtape, eller limer det sammen med en særlig lim«.

Mens vi taler, falder mine øjne på noget, der mellem de mange filmruller, spoler og smalfilmsapparater befinder sig i reolen.

Jeg kan se, at du har en VHS-afspiller stående ...

»Det er, fordi ... Det har ikke noget med filmene at gøre ... Det er, fordi jeg er med i en forening, hvor jeg skal overspille nogle VHS-bånd«.

Flemming Nielsen understreger, at min opdagelse af dette apparat fra den fagre nye videoverden ikke gør ham pinligt berørt. Han bedyrer dog, at han aldrig vil lade en digital projektor komme inden for dørtærsklen. Et sted må grænsen gå.

Så hvad er din holdning til 3D-film?

»Det gider jeg ikke se på. Lyset bliver meget svagere, fordi brilleglassene er farvede, og dermed får man en dårligere billedmæssig gengivelse ved farver og kontraster. Det gider jeg simpelthen ikke. Og nu skal man også have 3D-fjernsyn. Men bare vent, folk bliver trætte af det«.

Verden er tydeligvis af lave, og en smalfilmsreparatør må ifølge Bagsidens bedste overbevisning være manden, der ved, hvilke teknologier der tilhører fremtiden.

[Foto]
SMALT. Mange danskere digitaliserer i disse år deres gamle smalfilm. Men det er ifølge smalfilmsreparatør Flemming Nielsen en stor skam. Selv optager han jævnlig nye smalfilm til sit eget private arkiv, der på ingen måde samler støv. Foto: Martin Slottemo Lyngstad