Myrer til matematikeksamen

Af Jeppe Branner

Publiceret 12. december 2010 i Politiken, Bagsiden

En ekspert er som bekendt en person, der ved mere og mere om mindre og mindre, indtil han til sidst ved alt om intet. Tobias Frykman har blot studeret biologi et par år på Københavns Universitet, men han ved allerede meget om myrer. Han ved endnu mere om en særlig italiensk myreart. Og han vil rigtig gerne vide, om den kan tælle. Som en del af sit studium har han derfor fået adgang til et myrelaboratorium.

»Når myrer forventer, at der kommer en belønning, så stikker de deres maxillalabium, der er en form for tunge, ud«, forklarer Tobias Frykman. »Og spørgsmålet er så, om man kan lære dem, at det er et bestemt antal gange, der skal komme en duft, før de stikker deres tunge ud og forventer sukker«.

Hvordan foregik dit forsøg i praksis?

»Først frøs jeg myrerne ned i ti minutter, så de ikke kunne røre sig. Så tapede jeg dem fast inde i en pipettespids, så kun deres hoved stak op, og det eneste, de kunne gøre, var at stikke tungen ud. Dernæst satte jeg dem under mikroskop og igennem en masse træningsrunder med dufte efterfulgt af straf og belønning. Det første, der sker, er, at de langsomt vågner fra deres kryodvale og begynder at virre lidt med antennerne«.

Men svarer det ikke lidt til at vække et menneske fra en dyb dvale og bede det om at bøje tyske verber?

»De får faktisk lov at stå tre timer og vænne sig til deres nye omgivelser, før de skal i gang med at tælle. Det største problem var snarere, at de måske var for stressede«.

Tobias Frykman afslører nu, at forsøget, måske på grund af den opståede eksamensstress hos myrerne, desværre ikke ledte frem til noget brugbart resultat. Observationerne pegede simpelthen i for mange retninger.

Resultatet kunne måske også have været anderledes, hvis man i stedet havde undersøgt en mere simpel form for tælling. Frykman forklarer, at der dels er den helt basale summering, som selv en bakterie kan præstere. Summering kan eksempelvis være at vurdere, om en bunke mad er større end en anden. Dernæst er der subitizing, som er evnen til med det samme, i ét blik, at se et bestemt antal uden at være nødt til at tælle sig frem. De fleste mennesker kan her klare tre eller fire, enkelte lidt mere. Og endelig er der den abstrakte tælling, som er den, han ville undersøge hos myrerne:

»Rigtig tælling, det er sjovere. Og her skelner man mellem kardinalitet og ordinalitet, hvor det sidste er en rækkefølge frem for blot et antal. Man kunne også have lavet forsøget, så myrerne skulle tælle kardinalt, hvilket måske er nemmere«.

Men hvad enten de kan tælle eller ej, har myrer tilsyneladende mere tilfælles med mennesker, end vi går og tror. Frykman nævner, at man hos myredronninger som en parallel til menneskets REM-søvn finder den såkaldte RAM-søvn (Rapid Antenna Movement). Med den øgede viden om myrernes kognitive kompleksitet trænger ubehagelige spørgsmål sig også på. Bagsiden holder den dyreetiske fane højt, og hvor lidt vi end ønsker at ødelægge den gode stemning, bliver vi derfor nødt til at spørge:

Går der mange myrer til ved sådan et forsøg?

»Ja, det gør der«.

Foregår det på en human måde?

»De bliver aflivet ved langsomt at blive frosset ned, hvorved de biokemiske processer går langsommere og langsommere for til sidst at stoppe helt«.

Men der er ikke nogen retningslinjer på området?

»Nej«.

[Tegning]
Tegning: Roald Als