Branche i krise?

Af Jeppe Branner

Publiceret 21. august 2010 i Politiken, Bøger, s. 2-3

Sidste uge så vi nærmere på Fiolstræde som københavnsk antikvariatgade. I denne uge fortsætter vi i et lidt større perspektiv og ser på selve branchen og den teknologiske udvikling.

Da de danske og svenske antikvariater i 1998 startede hjemmesiden Antikvariat.net, var det de færreste, der helt var klar over, hvilken gennemgribende omvæltning af branchen der var i gang. Internettet var endnu i sin vorden, og nethandel en lettere eksotisk beskæftigelse. Få år senere havde det hele ændret sig til ukendelighed.

Søren Vangsgaard, der i dag ejer Danmarks største antikvariat, husker, hvordan enkelte antikvarer af den gamle skole dengang affærdigede det hele som en skør trend. »Men internettet, det er sgu nok kommet for at blive«, siger han med et glimt i øjet. »Da jeg startede, var jeg jo 20 år yngre end den næstyngste i branchen, og jeg blev stort set født med en computer i munden og havde bare en helt anden tilgang til det, end en antikvarboghandler på 65 år havde«.

At forestille sig en Leif Nørballe, der dengang regerede over sine enorme bogbjerge på Gammel Kongevej, tage del i den digitale revolution, er måske en umulighed. Men antallet af gammeldags antikvarer er faktisk få, og i dag er så godt som alle med på den digitale vogn. Maria Girsel, der er formand for Den Danske Antikvarboghandlerforening og til daglig arbejder i Herman H. J. Lynge & Søn, forklarer: »Vi er en branche, der har været hurtig til at tage den nye teknologi til sig. Der er en helt klar enighed om, at vi er nødt til at tage internettet i brug, hvis vi skal overleve i dag«.

Men undergraver Antikvariat.net ikke jeres egne butikker?

»I de første år bidrog nettet faktisk til en stor fremgang i antikvariaternes salg. En masse bøger, der havde ligget gemt væk, blev pludselig tilgængelige for de interesserede kunder. Til gengæld er det rigtigt, at det er blevet sværere for de antikvariater, der kun handler med almindelige titler. Hvis du søger på Rifbjerg, dukker der flere tusinde eksemplarer op. Det er klart, at det er svært at få solgt noget, som 20 andre også har til salg på samme side. Især hvis et andet antikvariat sælger billigere. Men dem, der har specialiseret sig i et særligt område, og som handler med bøger, som andre ikke har til salg, har en stor fordel i, at Antikvariat.net kan lede kunderne frem til deres bøger«, siger Girsel.

Det er dog ingen hemmelighed, at antikvariater i disse år lukker på stribe. Symptomatisk for udviklingen finder man i Nørballes gamle lokaler i dag en sushirestaurant.

Foregår der også en satsning på at bevare de fysiske antikvariater?

»Ikke fra foreningens hold. Jeg synes selvfølgelig, det er en trist udvikling, men vi er nok nødt til at indse, at det gammeldags antikvariat, der kun sælger sine bøger i forretningen, og som kun sælger almindelige brugte bøger, ikke vil findes i fremtiden. Der er jo også tale om en generel udvikling, hvor slagterier, cigarbutikker og andre mindre forretninger gennem tiden er forsvundet fra bybilledet. New Yorks mange antikvariater er i dag stort set alle rykket væk fra gadeplan, og samme udvikling vil vi se i Danmark. Det betyder til gengæld også, at det er blevet muligt at drive sin forretning fra provinsen, og at den store centrering i det indre København er ved at forsvinde«.

Kostbarheder og rodekassebøger
Mens jeg taler med Maria Girsel, vinker en mand med barnevogn til hende gennem vinduet ud mod Silkegade. Det viser sig at være Christian Westergaard, der for nylig har startet det netbaserede enkeltmandsantikvariat Sophia Rare Books. Vi inviterer ham ind på kontoret, og jeg benytter lejligheden til at spørge, hvordan han har taget den teknologiske udvikling til sig.

»Ud over Antikvariat.net er jeg tilmeldt 5-6 internationale databaser, og stort set alle mine kunder finder frem til bøgerne gennem nettet. Mit koncept er ret snævert, nemlig matematik og fysik, og jeg handler kun med bøger til over 5.000 kr.«.

Mens Maria Girsel til daglig arbejder i Nordens ældste antikvariat, driver Christian Westergaard det yngste. Men de to antikvarer synes at være enige om meget. For at kunne klare sig skal man specialisere sig, så man udfylder en niche med en trofast kundekreds.

Under samtalen bliver det mere og mere klart, at termen antikvarboghandler på mange måder er alt for bred. På den ene side har man den eksklusive forretning som Westergaards, der sælger kostbare samlerobjekter, og på den anden side den mere snuskede secondhand-butik med rodekassebøger på gaden og bunker af tegneserier til en femmer indenfor. Det er lettere på engelsk, hvor man har to klart adskilte termer: 'the antiquarian book dealer' og 'the rare book dealer'. Maria Girsel vil ikke fremhæve den ene type frem for den anden, men hun understreger, at salg af helt almindelige brugte bøger bliver vanskeligere og vanskeligere.

»Du behøver ikke nødvendigvis sælge meget kostbare bøger, men de forretninger, der kommer til at klare sig i fremtiden, er dem, der specialiserer sig inden for et særligt emne. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er en fremtid, og endog en særdeles lovende fremtid, for antikvarbranchen«.

Så betegnelsen »en branche i krise« er efter din mening forfejlet?

»Jeg vil snarere sige, at dele af branchen er i krise«. Christian Westergaard bryder ind. »En branche i forandring«, foreslår han som alternativ, og Maria Girsel nikker. »Dem, der er villige til at tage forandringerne til sig, vil overleve«.

Den særlige stemning
Hvor Girsel og Westergaard understreger specialiseringen som en del af antikvariaternes overlevelsesstrategi, fokuserer Vangsgaard mere på selve forretningens størrelse og på i det hele taget at være tidssvarende. Dommen er enkel: »Jeg tror, tiden løber fra det lille enkeltmandsantikvariat. For at kunne tilfredsstille alle de kunder, der kommer ind og spørger efter bøger, skal man have et kæmpe lager, og det kan man simpelthen ikke styre én mand«.

Det var ellers ikke en helt lille bogsamling, Nørballe på Frederiksberg kunne styre ...

»Jeg tror ikke, han var så økonomisk afhængig af de kunder, der kom ind ude fra gaden. I hvert fald ikke, hvis man skal tolke ud fra den måde, han behandlede folk på. Det er også noget af det, vi kæmper med stadigvæk, at når folk lukker øjnene og tænker på en antikvarboghandler, så ser de en skør gammel mand i kittel, der smider bøger i hovedet på folk. Og det er sgu ikke kun Nørballe, der har givet det indtryk. Det er traditionelt set en branche, som har tiltrukket særlinge på begge sider af disken. Og det behøver det ikke at være. Folk bliver meget overraskede over, at vi alle sammen er unge herinde, og at vi ikke smider bøger i hovedet på folk. Kun ved specielle lejligheder«.

Omkring halvdelen af Vangsgaards omsætning kommer i dag fra nettet. Men den fysiske butik er også vigtig. »Folk skal kunne gå rundt og røre ved bøgerne. Og det er internettets ulempe. Der er noget taktilt ved bøger. Man skal kunne mærke dem, og man skal sidde med dem i hånden«.

Girsel er enig i, at det er selve det fysiske ved de gamle bøger, der giver stemning til et antikvariat. »Der findes stadig folk, der først og fremmest kommer ind for at nyde stemningen med de mange gamle bøger. Men desværre er det ikke dem, der får forretningen til at løbe rundt«. I det hele taget understreger hun, at antikvarbranchen ikke er genvejen til lette penge. »Som en af mine kolleger sagde: Hvis man kan blive millionær som antikvarboghandler, ville man kunne blive milliardær som hvad som helst andet«.

Fakta: Antikvariat.net
Netboghandlen drives i fællesskab af de skandinaviske antikvarboghandlerforeninger.
97 tilmeldte antikvariater, heraf 30 danske, med i alt 1.715.000 bøger.
Opdateres hver mandag med ca. 8.000 nye titler.
I 2009 blev der solgt 58.852 bøger til en gennemsnitspris på ca. 230 kr.
Man vælger selv, om man vil have bogen tilsendt, eller om man vil afhente den hos antikvariatet.
Kun de danske antikvariater, der er medlem af antikvarboghandlerforeningen (ABF), optræder på Antikvariat.net.

[Tegning]
Tegning: Jørn Villumsen