Det smalsporede

Af Jeppe Branner

Publiceret 2. januar 2012 i Politiken, Bagsiden

Gennem lidt over et år har Bagsiden givet spalteplads til alskens 'smalle' emner lige fra tyske dødsannoncer over radikal computermusik til akademisk donaldisme. Men hvad skal der egentlig til, for at et fænomen eller en person er 'smalsporet'? Anders Kaare Hansen, der sammen med sin bror driver hjemmesiden Smalspor.dk, forklarer:

»I vores verden er alt med en sporvidde under 1.435 millimeter smalsporet. Typisk er det 600 millimeter til teglværksbaner, 700 millimeter til roebaner og 785 millimeter til enkelte andre store industribaner som Fakse Kalkbrud«.

Formålet med Smalspor.dk, der denne måned kan fejre tiårsjubilæum, er at opbygge et komplet arkiv over de efterhånden noget bedagede danske smalsporslokomotiver. Databasen indeholder i dag 173 af slagsen, og der kommer løbende nye til, når landets andre togentusiaster sender billeder og materiale ind. Thomas Kaare Hansen, hvis interesse ikke er mindre end broderens, fortæller med begejstring om et af de sidste store fund:

»For nogle år siden dukkede der et lokomotiv op i nærheden af Give. Vi havde hørt noget om, at der var en tørvefabrikant, der havde gemt et lokomotiv og måske nogle vogne og spor i en container et eller andet sted. Og så var der en, der fik færten af det og sendte et billede af lokomotivet til os«, siger han og bliver suppleret af sin bror:

»Det må være røget ind i containeren umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Så det var sådan en lille tidslomme, man havde derinde«.

Det må være ligesom at finde en uberørt faraograv ...

»Ja, for os er det nok lidt på samme måde«.

De to brødres interesse for det smalsporede startede tidligt, da deres far tilbage i 1970'erne var ansat på Knabstrup Teglværk, og de to knøse fik lov til at lege med tipvognene, som blev brugt til at hente ler. Men de er i dag langtfra alene om interessen, og på hjemmesiden findes både en smalsporet GPS-skattejagt og et forum, hvor ligesindede kan kommunikere med hinanden og hjælpe med at identificere billeder. Thomas Kaare Hansen fortæller, at de ofte modtager oplysninger om gamle baner fra andre dedikerede smalsporsentusiaster.

»Vores mission har så typisk været at køre ud og se, om banen stadig eksisterer, og om der er sket noget nyt«, siger han.

»Banerne ligger langt pokker i vold«, tilføjer Anders Kaare Hansen. »Du kører ud ad grusveje og markveje, inden du måske er heldig at finde en bane bag en skov. Og der kan man sige, at det arkæologiske kommer ind. Hvis man kommer et sted, der er groet til, og banen er taget op, kan det være noget af et detektivarbejde«.

Hvilke spor går man så efter?

»Hvis det er vokset til med træer, kan man tit ane forløbene i et eller andet omfang. De største træer er dem, der står længst fra sporene. Selve landskabet afslører også nogle ting, for banerne har jo skullet køre nogenlunde vandret på en tracé. Man kan derfor kigge efter små volde og slugter, de har kørt på«.

Den lille forskel
At det lige er blevet smalspor, som brødreparret har kastet deres kærlighed over, skyldes blandt andet smalsporslokomotivets evne til at slingre ind omkring bygninger og dreje skarpt. Et aspekt, som optager dem meget, og som slet ikke er muligt for de store prustende normalsporslokomotiver.

Thomas Kaare Hansen afslører dog, at hans interesse også har gennemgået en udvikling gennem årene:

»Jeg synes stadigvæk, det er spændende med de små motorlokomotiver, men med tiden er jeg også blevet lidt fascineret af damplokomotiverne. Smalsporede damplokomotiver, selvfølgelig. Der mærker du i højere grad den rå muskelkraft«.

Anders Kaare Hansen nikker bekræftende og tilføjer:

»Og man kan se mekanikken udenpå. Motoren er slet ikke lukket inde. Det er fascinerende at se og næsten mærke den kraft, som overføres via gangtøjets kobbelstænger«.

SMALSPORSIDYL. Lille Vildmose, 1995. Bag Schöma-lokomotivet ses to danskproducerede Pedershaablokomotiver. Foto: Smalspor.dk