Af Jeppe Branner

Publiceret 2014 i Proxima 99/100

Indledning
At den britiske science fiction-forfatter H.G. Wells (1866-1946) var en overbevist darwinist, kan man vel uden tøven betegne som et historisk faktum. Som elev af T.H. Huxley og forfatter til flere evolutionsteoretiske essays og populærvidenskabelige tekster bidrog han i høj grad til debatten om darwinismen i England i tiden omkring år 1900 og langt op i det 20. århundrede. At hans darwinistiske synspunkter forplanter sig ind i hans skønlitterære virke er også et temmelig uomtvisteligt faktum, som er blevet påpeget i stort set samtlige analyser af forfatterskabet.¹ Hvad, der imidlertid springer i øjnene, er, at det så godt som altid er de håndgribelige etiske og politiske aspekter – i historisk kontekst især forholdet til socialdarwinismen – der står i centrum af fortolkningerne. Når litteraturhistorikeren Kelly Hurley skal karakterisere omdrejningspunktet for Wells' tidlige forfatterskab, lyder det eksempelvis: "exploring the physical and moral implications of the evolutionary process"². Vi ser, at fokus er på de i filosofisk forstand praktiske konsekvenser af evolutionsteorien. Jeg vil i denne artikel forsøge med et andet, mere teoretisk³, fokus, idet jeg vil hævde, at Wells' tekster i mindst lige så høj grad kredser om de erkendelsesteoretiske konsekvenser af et gennemført darwinistisk verdensbillede. Darwinismen, der normalt ses som en hovedhjørnesten i det strengt materialistiske og positivistiske videnskabssyn, der voksede frem i anden halvdel af 1800-tallet, bærer nemlig kimen til en dyb epistemologisk pessimisme. Når vi godtager, at vores sanseapparat udelukkende er opbygget på baggrund af naturlig selektion, og vores kognition derfor kun foregår, som den gør, fordi det engang har tjent vores forfædre i kampen for overlevelse, hvordan bliver det da muligt at retfærdiggøre, at vores erkendelse hviler på et objektivt grundlag? Denne erkendelsespessimistiske tanke kunne, sammen med flere andre videnskabelige udviklinger i Wells' samtid, give anledning til en udpræget skepticisme og relativisme, som jeg mener implicit er til stede i store dele af forfatterskabet. Det er denne darwinistiske relativisme, jeg i det følgende vil prøve at forfølge nærmere.
Der er adskillige steder i Wells' tidlige forfatterskab, hvor tydelige darwinistiske spor åbner op for et blik ind i hans og hans samtids overvejelser over den menneskelige erkendelse og relativitet. Jeg vil i denne artikel fokusere på novellen The Country of the Blind (1904)⁴, som jeg mener i særlig høj grad beskæftiger sig med tematikken. Jeg vil dog ikke holde mig tilbage fra også at inddrage andre fortællinger og essays fra Wells' hånd. Derudover vil jeg forholde mig kritisk til den forholdsvist sparsomme sekundærlitteratur, der findes om The Country of the Blind, især Bernard Bergonzis læsninger fra 1961 og 1976.

En darwinistisk hulelignelse
Allerede i det ordsprog, der ligger bag titlen på novellen, "In the Country of the Blind the One-eyed Man is King", præsenteres vi ganske eksplicit for relativismetanken. Ordsproget, der stammer fra renæssancehumanisten Erasmus af Rotterdam⁵, ligger som et bagtæppe for fortællingen og for hovedpersonen Nunez, der kommer frem til de blindes land, og som i sin naivitet prøver at leve op til ordsprogets indhold. Novellen er således en slags allegori eller elaborering af ordsproget – et forsøg på at afprøve dets budskab, i stil med noveller om sten, der kastes mod glashuse eller mænd, der sælger bjørneskind.
Rigtignok ligner The Country of the Blind umiddelbart en traditionel 'lost race-' eller 'lost world tale' – en populær genre i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede⁶ – men frem for at være en farverig, eventyrlig historie kan novellen for mig at se bedst beskrives som et darwinistisk tankeeksperiment holdt i den særlige wellske stil, hvor det er idéerne og tanken, der driver fortællingen frem. Som Neil Gaiman understreger i sin introduktion til forfatterskabet, så er Wells' bøger fra denne periode "novels of ideas as much as they are novels of people"⁷. Og selvom The Country of the Blind traditionelt ikke regnes med til Wells' science fiction-forfatterskab, så er der tale om samme idébårne fiktion, som kendes fra hans 'scientific romances'⁸. Det tanketunge er netop med til at adskille ham fra science fiction-genrens anden store fader, Jules Verne, der skriver inden for en langt mere realistisk og nøgtern modus, og det er med til netop at sætte erkendelsestematikken og det filosofiske i fokus.⁹
Darwinistiske tankeeksperimenter har Wells lavet mange af. Man kan f.eks. tænke på samtidige noveller som The Empire of the Ants (1905) eller på gennembrudsromanen The Time Machine (1895), som jeg senere skal vende tilbage til. Dét darwinistiske tankeeksperiment, Wells udfører i The Country of the Blind, kan for mig at se bedst beskrives som en opdateret version af Platons hulelignelse skrevet ind i en evolutionsteoretisk sammenhæng. Forbindelsen til hulelignelsen er også blevet påpeget af Bertrand Russell, der i sit essay om Wells fra samlingen Portraits From Memory (1956) kalder novellen "a somewhat pessimistic restatement in modern language of Plato's allegory of the cave"¹⁰. I Platons berømte lignelse om hulen fra 7. bog af Staten slipper en af fangerne løs fra den begrænsede erkendelse blandt hulens skygger og kommer frem til solen og den 'rigtige' virkelighed. Fangerne vil imidlertid ikke tro på ham, og de vedbliver at være indespærret i deres skinvirkelighed. I The Country of the Blind er de blinde fanget i en lignende begrænset erkendelse, der er en direkte konsekvens af tilpasningen til det omgivende miljø. Her er det værd at understrege, at blindheden i The Country of the Blind ikke er en evolutionær konsekvens af miljøet, men at det snarere skal forstås omvendt: Den er en del af miljøet, den er en faktor, som arten må tilpasse sig. Bemærk i den forbindelse det udpræget darwinistiske vokabular, der bruges i beskrivelserne:

"Everything, you see, had been made to fit their needs; [...] all their methods and procedure arose naturally from their special needs."¹¹, "They had even time to adapt themselves to the blind control of fire"¹² (mine understregninger).

Nunez er manden, der vender tilbage til hulen, og som ingen forstår, fordi han kommer fra et andet miljø og derfor har et sanseapparat og en erkendelse, der er væsensforskellig fra deres. Ligesom fangerne i hulen lever de blinde også i en lukket verden, der rent fysisk er afskåret fra omverden, og som bevirker, at deres kosmologi også er ekstremt aflukket:

"They told him there were indeed no mountains at all, but that the end of the rocks where the llamas grazed was indeed the end of the world; thence sprang a cavernous roof of the universe, from which the dew and the avalanches fell; and when he maintained stoutly the world had neither end nor roof such as they supposed, they said his thoughts were wicked."¹³

Vi ser her den tanke udfoldet, at en arts eller races verdensbillede er en direkte konsekvens af sanseapparatets beskaffenhed. En art eller race med en ekstra, sjette, sans ville ganske givet se på vores verdensbillede som værende lige så ufuldkomment og aflukket. Ud over den darwinistiske farvning, består opdateringen i forhold til Platon også i den for mig at se langt mere pessimistiske og erkendelsesrelativistiske konsekvens, læseren må drage. Hos Platon er der, også gennem den meget entydige udlægning, der følger på lignelsen, en klar objektiv vurdering af, at den virkelige erkendelse er den, der ligger uden for hulen. Lys og mørke er absolutte størrelser – lyset er sandheden. Hos Wells bliver det hele mere mudret, og Nunez' fortrin i forhold til de blinde relativeres, idet de seendes erkendelse gennem fortællingens indbyggede ironi også drages i tvivl. Lys og mørke bliver relativeret, bl.a. ved at dag og nat helt konkret bytter plads i de blindes land (beboerne i de blindes dal sover, når det er lyst og er vågne, når det er mørkt), og lyset på bjergtoppene er, som jeg senere skal vende tilbage til, ikke længere en absolut størrelse. Ved at se nærmere på den indbyggede ironi, kan der forhåbentlig kastes mere lys (!) over denne problemstilling. Ofte bliver beskrivelserne nemlig så ironiske, at det ikke kan undgå at kaste skygger ind i vores egen verden, f.eks. når de blindes historie oprulles, og en art Oplysningstid på satirisk vis beskrives:

"Blind men of genius had arisen among them and questioned the shreds of belief and tradition they had brought with them from their seeing days, and had dismissed all these things as idle fancies, and replaced them with new and saner explanations."¹⁴

Den vigtige scene et par sider senere, hvor Nunez som en anden Galilei foran inkvisition må afsværge sin videnskabelige tro til fordel for de blindes verdensbillede, bliver sat i relief af den satiriske bemærkning om de blinde genier, der har sat spørgsmålstegn ved de overleverede dogmer. Mere ironi, og mere skjult adressat til samtidens videnskabstro, får vi, når de blinde udbryder: "Thank Heaven for science!"¹⁵. Wells, den ellers begejstrede formidler af den moderne videnskab, synes her, gennem beskrivelserne af de blinde, at komme med små slet skjulte stikpiller, der skal portrættere hans egen samtids uformåen og famlen i mørke.
Mørke-lys-relativismen i The Country of the Blind har også en klar parallel i The Time Machine. Her bruger Wells den lettere fortærskede betegnelse "The Golden Age" til at beskrive den tilsyneladende lyse idyl, der hersker i The Elois verden anno 802701. Disse skabninger lever af frugt i en solbeskinnet, varm have – et klassisk billede på Paradis eller en arkadisk tilværelse ("The whole earth had become a garden"¹⁶). Men Paradis og lyset relativeres, idet vi opdager, at The Eloi ("the daylight race"¹⁷) blot er slagtekvæg for mørkets folk, The Morlocks ("this bleached, obscene, nocturnal Thing"¹⁸). Den lyse sorgløshed er blot et skin for en bagvedliggende uhyggelig virkelighed (jf. igen hulelignelsen), eller med V.S. Pritchetts ord: "the story alters its key, and the Time Traveller reveals the foundation of slime and horror on which the pretty life of his Arcadians is precariously and fearfully resting."¹⁹ Ligesom dagen og natten blev byttet om i de blindes land, så byttes der rundt på lys og mørke hos the Morlocks, der gennem evolutionen har tilpasset sig det underjordiske liv i en sådan grad, at lyset faktisk bliver deres mørke, eksemplificeret igen og igen gennem deres afsky for The Time Travellers tændstikker. Om Eloi-pigen Weena får vi at vide: "But she dreaded the dark, dreaded shadows, dreaded black things."²⁰ Om The Morlocks får vi omvendt at vide: "the Morlocks, subterranean for innumerable generations, had come at last to find the daylit surface intolerable."²¹ Mørke og lys, underjordisk og overjordisk – i evolutionens kølvand er det ikke længere til at definere dem som absolutte positive og negative størrelser: "the survivors would become as well adapted to the conditions of underground life, and as happy in their way, as the Overworld people were to theirs."²² Og her er vi inde i relativismetanken igen, for fortællerens (og læserens) problem ved ankomsten til den fremtidige verden, er, at han er låst fast til sin egen måde at erkende verden på; en måde, hvor lyset er positivt, og mørket negativt. Derfor betragter han til at begynde med The Eloi som den herskende race, idet et underjordisk folk for ham nødvendigvis må være en underklasse. Gennem fortællingen gennemgår han dog en erkendelsesproces, der gradvist leder ham mere og mere i retning af en mere relativistisk forståelse af de to racer.

Erkendelsen som styrende princip
Noget, vi ser igen og igen hos Wells, er netop, at hovedpersonens gradvise vej til erkendelse, erkendelsesprocessen, bliver et strukturerende princip for fortællingen. Dette har sin sammenhæng med Wells' før omtalte tendens til at skrive idébårne fortællinger. Særligt udtalt er den gradvise erkendelse i The Time Machine, hvor fortællerens første teorier viser sig løbende at skulle korrigeres. Vi er så at sige hele tiden med på sidelinjen i hans erkendelsesproces, eksempelvis gennem udbrud som "The truth dawned on me"²³, men også gennem en række fortælletekniske foreshadowings, såsom: "This, I must remind you, was my speculation at the time. Later I was to appreciate how far it fell short of the reality"²⁴, "Afterwards I found I had got only a half truth – or only a glimpse of one facet of the truth"²⁵ eller "It was an obvious conclusion, but it was absolutely wrong"²⁶. Den grusomme sandhed afdækkes kun gradvist, og Hurley skriver i den forbindelse, hvordan "Cannibalism is the great "secret" of the novella, and the narrative works up to it very slowly, with a series of unanswered questions."²⁷ Det narrative drive i fortællingen kommer så at sige fra denne sandhed, der langsomt åbenbarer sig for fortælleren og læseren.
På lignende vis er det ganske tydeligt også erkendelsesmotivet, der strukturer The Country of the Blind, hvor Nunez langsomt når frem til erkendelsen af, at ordsproget kommer til kort (igen gennem samme type kommenterende bemærkning som i The Time Machine, f.eks.: "Slowly Nunez realized this"²⁸), eller som Bergonzi skriver: "structurally the story recalls the heuristic progresses made by the Time Traveller, the Angel in The Wonderful Visit and Prendick in The Island of Dr Moreau." Man kunne sågar også nævne romanen War of the Worlds (1898), hvor vi støder på beskrivelser som følgende:

"I felt the first inkling of a thing that presently grew quite clear in my mind, that oppressed me for many days, a sense of dethronement, a persuasion that I was no longer a master, but an animal among the animals, under the Martian heel."²⁹

Vi ser her igen den gradvise erkendelse som styrende motiv, og denne gang på meget eksplicit vis netop koblet sammen med den darwinistiske relativisme, som Wells bestandigt synes at kredse om. Erkendelsen af, at mennesket er et dyr som alle andre, at vi ikke er centrum for universet, og at vi ikke har en mere privilegeret erkendelse end andre skabninger, er tydeligvis et genkommende motiv.
Med til den megen fokus på erkendelsen hører også en specifik interesse for vores sanseapparat, der for Wells hele tiden kobles til den darwinistiske kontekst. Især synsmotivet er et omdrejningspunkt i Wells' fortællinger, hvilket ses for fuld udblæsning i The Country of the Blind, men som også tematiseres i romanen The Invisible Man (1897) eller i noveller som The Remarkable Case of Davidson's Eyes (1895) og The Crystal Egg (1897). Der synes overalt hos Wells at ligge en interesse for perceptionen og dens erkendelsesstatus. I den korte essayistiske tekst "Scepticism of the Instrument" (1905) kondenseres mange af hans tanker på området, og han giver sin måske mest eksplicitte fortolkning af darwinismen som relativisme. Først slås tvivlen omkring sanserne an med disse linjer:

"At first I took the world of fact as being exactly as I perceived it. I believed my eyes. Seeing was believing, I thought. Still more did I believe my reasoning. It was only slowly that I began to suspect that the world of fact could be anything different from the clear picture it made upon my mind."³⁰

Denne tvivl kobles hurtigt sammen med biologien og evolutionstanken:

"The presumption to which biological science brings one is that the senses and mind will work as well as the survival of the species may require, but that they will not work so very much better. There is no ground in matter-of-fact experience for assuming that there is any more inevitable certitude about purely intellectual operations than there is about sensory perceptions. The mind of a man may be primarily only a food-seeking, danger-avoiding, mate-finding instrument, just as the mind of a dog is, just as the nose of a dog is, or the snout of a pig."³¹

Teksten, der er relativt ukendt i Wells-litteraturen, er helt central for min pointe omkring Wells' epistemologiske relativisme. Vi ser overalt i Wells' tidlige forfatterskab en modstand mod en antropocentrisk epistemologi, og såvel ovenstående citat som The Country of the Blind leder tankerne hen på det berømte filosofiske spørgsmål stillet en del år senere, og som har sat sit præg på store dele af den analytiske filosofi helt op til de seneste år: "What is it like to be a bat?"³² Mange af Wells' fortællinger giver et blik ind i en tilsyneladende mere begrænset erkendelse. Det gælder Eloi, det gælder de blinde, det gælder menneskedyrenes samfund hos Doctor Moreau. Hver gang synes han at spørge: What is it like to be Eloi? What is it like to be blind? What is it like to be a bear man? Men igen og igen støder vi på en drastisk omvending eller spejling af denne figur, idet det pludselig er det 'normale' menneske, der bliver genstand for de fremmedes undersøgelser. What is it like to be sighted? I The Country of the Blind støder vi igen og igen på formuleringer som "His senses are still imperfect"³³, "His mind is hardly formed yet. He has only the beginnings of speech."³⁴, "He is but newly formed."³⁵ – formuleringer, der alle understreger de blindes udgrænsning af Nunez som et kognitivt tilbagestående individ. Tydeligst bliver omvendingen i scenen, hvor Nunez undersøges af de blinde videnskabsmænd, og de finder frem til, at hans 'sygdom' skyldes de fremstående buler i hovedet – øjnene – der sender forvirrende signaler til hjernen. Her er vi igen inde på ironien, som jeg tidligere har berørt. Ved at benytte denne figur synes Wells at forsøge at få læseren til at stille sig selv spørgsmålet omkring sin egen erkendelse. Hvem er det, der er normal, og hvem er det, der er handicappet? "'Look you here, you people,' he said. 'There are things you do not understand in me.'"³⁶, siger Nunez, og påpeger derved, at de blinde ikke ville kunne svare på spørgsmålet What is it like to be sighted? Det uudsigelige forbundet med at være i besiddelse af en ekstra sans, eller mere bredt formuleret: ved at have et anderledes sanseapparat, understreges på tydeligste vis. Normaliteten relativeres, og tanken om den handicappede vendes på hovedet, idet Nunez' øjne pludselig bliver et handicap, der skal opereres bort, jf. kirurgernes omtale af hans øjne: "They are greatly distended, he has eye-lashes, and his eyelids move, and consequently his brain is in a state of constant irritation and destruction"³⁷. Nunez er den handicappede, og hans handicap er, at han kan se.³⁸

Optimisme og pessimisme
At synet ikke er et fortrin for Nunez, sådan som ordsproget ellers havde foranlediget ham til at tro, er et anslag mod en antropocentrisk fortolkning af darwinismen, hvor det nutidige menneske med dets kognitive evner, dets fem sanser og hele dets måde at tænke på, ses som kulminationen på evolutionen. En sådan optimistisk darwinisme er i samtiden først og fremmest repræsenteret ved Herbert Spencer, der med Hurleys ord "attempted to reformulate evolutionism as a sort of natural progressivism, whereby both living matter and human cultural institutions must inevitably evolve from simple to complex, from barbaric to civilized."³⁹ Spencer, der var en ekstrem fortaler for individualisme, og som så sine tanker retfærdiggjort af darwinismen, havde stor indflydelse i Victoriatidens England, og han var med til at præge debatten omkring fortolkningen af Darwins kontroversielle tanker i, hvad man kunne kalde en mere teleologisk retning. Hans modpart i debatten var i høj grad T.H. Huxley, også kaldet Darwins bulldog, som var Wells' underviser under studietiden, og som modsat Spencer ikke så nogen indbygget civilisations- eller forbedringsproces i evolutionen.⁴⁰ Han anså derimod moral og kultur for at være en modvægt, som mennesket måtte stille mod den hårde natur, en tanke der f.eks. er at finde i hans Romanes Lecture (1893). Det er ifølge Huxley en fejl at fortolke "fittest" som "best", og det er denne fejl, bedre kendt som den naturalistiske fejlslutning, dvs. at slutte fra er til bør, som Spencer og hele den progressionistiske skole begår.⁴¹ Wells lægger sig op ad Huxleys tanker om evolutionen som en blind proces uden telos, eller som hans egen søn, Anthony West, skriver i sit essay om faderen: "He never fell into the fallacy of confusing the Darwinian conception of evolution with the idea of progress."⁴² Evolution behøver ikke betyde forbedring. I det tidlige essay Zoological Retrogression (1891) bemærker Wells således, hvordan "scientific observers certainly fail to discover that inevitable tendency to higher and better things with which the word "evolution" is popularly associated."⁴³ En tydelig bredside til Spencer-skolen og en understregning af den relativisme, Wells' darwinisme indeholder: At ingen evolution er bedre end en anden, og at enhver værdi må forstås relativt i forhold til tid og sted. I essayet taler Wells også om degeneration ("the old story of degeneration"), og han skriver sig derved ind i en tradition, der i høj grad prægede hele fin de siècle-tiden.⁴⁴ Ja, selv i den tankeverden, Wells indskriver i de blindes land, synes den darwinistisk farvede degenerationsfrygt at stå stærkt: "The young men were all angry at the idea of corrupting the race"⁴⁵. Men er hele tanken om degeneration, der jo er baseret på en tydelig vurdering af, at noget er højere rangeret end andet, i virkeligheden ikke det modsatte af relativisme? Jeg mener, bl.a. ud fra de før fremdragne citater fra "Skepticism of the Instrument", at Wells er klar over dette, og jeg mener derfor, det er problematisk at indskrive ham unuanceret i en degenerationstradition på linje med eksempelvis Max Nordau eller andre pessimistiske evolutionstænkere.⁴⁶
I en streng, wellsiansk fortolkning af Darwin er der nemlig ikke mulighed for nogen degeneration i absolut forstand, idet der så at sige ikke er en bedre måde at være "fit" på end en anden (jf. igen den naturalistiske fejlslutning). Enhver videreførelse af arvemateriale er lige god, og alle eksisterende arter må siges at være en evolutionær succeshistorie, alene fordi de er til. The Eloi er 'the fittest' i det miljø, de befinder sig i, ellers ville de ikke have eksisteret. På den måde bliver sætningen "survival of the fittest" til en ren tautologi, men det er ikke desto mindre det, der, inden for denne fortolkning, ligger i darwinismen: Den, der overlever, overlever. Evolutionen er uomgængelig, og ligesom det er en misforståelse, når det af og til hævdes, at det moderne velfærdssamfund har overskredet Darwin, så beror det ifølge denne fortolkning på en fejl, når Bergonzi i sin analyse af Eloi-verdenen i The Time Machine skriver, at "The "struggle for existence" has been eliminated"⁴⁷. Der er tale om en manglende forståelse af, hvad der overhovedet ligger i ordene "survival of the fittest", eller i hvert fald en manglende forståelse for Wells' fortolkning af ordene.
Det bør her bemærkes, at jeg i denne artikel beskæftiger mig med den tidlige Wells. At der findes en senere Wells, der muligvis er mindre relativistisk og pessimistisk (men også mere politisk suspekt, jf. hans eugenik-støtte), er en anden sag. Eneste pointe, jeg her vil bemærke om den sag, er, at der faktisk findes to versioner af The Country of the Blind, og at Wells, i den senere, mindre kendte version, har tilføjet en slutning, hvor Nunez overlever. Denne 'optimistiske' version passer fint med billedet af den sene Wells som fremskridtsapostlen over for den tidlige, pessimistiske Wells. For at begrænse mig har jeg desværre ikke mulighed for at gå nærmere ind i den senere version af novellen og den derved forbundne problematik, men det burde være tydeligt, at en komparativ analyse ville være et studie værd.

En modstand mod det absolutte
At Nunez skal gøres blind, er for Bergonzi interessant nok både en overgivelse til "social conformity", men også til "the dark forces of love"⁴⁸. Dette skyldes forholdet til pigen Medina-saroté (der i øvrigt bærer en del strukturelle lighedstræk med Weena fra The Time Machine), og når Nunez vælger at flygte fra dalen, så tolkes det som et valg af det klare erkendelsesrige til fordel for en vegetativ tilværelse i kærlighedens mørke: "death among the mountains is preferable to a living death among the blind"⁴⁹. Denne heroiske tolkning når Bergonzi frem til gennem en stærkt symbolsk læsning:

"It is noteworthy that in this story Wells makes persistent use of certain archetypal images, and at this point we see Nunez, the man of light and air, an embodiment of the aspiring mind, who is constantly associated with the masculine imagery of high mountains, surrendering through love to a lifetime in a womb-shaped world, where the inhabitants live in perpetual darkness"⁵⁰

I denne symbolske læsning handler novellen om modsætningen mellem bjergene og dalen. De lysende bjerge symboliserer erkendelsen, og i og med Nunez vælger dém, læser Bergonzi novellen som en hyldest til lyset og den frie ånd, kort sagt til det oplyste menneske. Ingen relativisme her. Blindhed læses metaforisk som åndelig blindhed. ("Only very superficially is Nunez the would-be king of the country of the blind. He is, rather, the man who sees among those who do not see, the open mind among the conformists, a free spirit in a bourgeois world"⁵¹). En drastisk læsning, men Bergonzi holder sig dog i det store hele tilbage fra at bruge denne læsning biografisk. Det gør Patrick Parrinder, en anden af de markante Wells-forskere, ikke, og hos ham får vi følgende afslutning på en lignende læsning af The Country of the Blind:

"who, reading Wells's life and many of his other best-known novels and stories, could fail to observe that he himself was torn between social responsibility and manic individualism, between acceptance of the Happy Valley of contented (but limited) fulfillment, and a desperate, self-destructive need to strike out along imaginary paths for the mountain summits."⁵²

Der synes i det hele taget blandt kritikerne at være en vis konsensus om at læse dette stærke strukturelle modsætningspar ind i novellen. Også Michael Drapers fortolkning lægger til overflod ud i samme spor: "It is about the plight of an isolated and thwarted visionary in a society which denies the truth of his revelation – in short, of someone very like Wells himself."⁵³ Men holdningen brydes på interessant vis op et par linjer længere fremme: "Nevertheless an intuitive mistrust of absolutist thinking is built into the very texture of Wells's story, and this is characteristic of his work."⁵⁴
Og her er vi igen fremme ved min påstand om, at Wells' tekster tager livtag med tanken om det absolutte og i stedet sætter en relativistisk verdensforståelse. Jeg er nemlig meget uenig med Bergonzis entydige og erkendelsesoptimistiske læsning med den stålsat positive tolkning af lyset på bjergene. Dette er ikke en novelle om lysets sejr over mørket. Det er snarere en novelle, hvor lyset bliver til mørke, og mørket til lys – ligesom vi så det i The Time Machine.
På dette tidspunkt må det være på sin plads med et par yderligere ord om den mere teoretiske filosofi, der ligger bag Wells' tanker. Den filosofiske position, som den tidlige Wells indtager, er ifølge Draper nominalismen (der findes kun unikke ting, ingen almenbegreber (universaler))⁵⁵ – en holdning, der f.eks. kommer til udtryk i den tidlige tekst "The Rediscovery of the Unique" (1891). I Drapers gennemgang af Wells' filosofi, under den sigende titel "A Philosophical Desperado"⁵⁶, påpeges den skeptiske nominalisme som en af de tre (ofte indbyrdes modstridende) hovedtanker, der ifølge forfatteren løber gennem Wells' forfatterskab (de to andre er den utopiske idealisme og troen på fortællingens kraft). Og dermed er der ifølge Draper ikke langt til relativisme og skepticisme.
Den epistemologiske relativisme og skepticisme forbindes traditionelt med det, der inden for den angelsaksiske filosofi kaldes "underdetermination"⁵⁷, underbestemthed, med den kartesianske skepticisme som det mest ekstreme eksempel: At vi skulle befinde os i en drøm, eller at vores opfattelse af virkeligheden skulle være manipuleret af en ond dæmon, er muligheder, der underbestemmer den gængse opfattelse af virkeligheden, idet det ikke er muligt logisk at udelukke dem. I tilfældet med darwinismen er det samme problematik, der er på færde, og det risikerer endda at ende i et paradoks af typen: Hvordan kan en hjerne, der selv er underlagt evolutionen, vide noget objektivt om evolutionen? Wells synes at være opmærksom på den type paradokser, jf. blot det faktum, at ordsproget, der ligger bag The Country of the Blind, et ordsprog, der omhandler relativisme, selv relativeres. Er relativismen relativ?
I hvert fald bliver darwinismen, og den darwinistiske underbestemthed, en brik i et billede, der ryster ved det filosofiske fundament for objektiv videnskab. Wells synes med Darwin i hånden at ville ryste alle absolutter godt og grundigt. Godt nok har filosoffer, især af den analytiske skole, traditionelt været arge modstandere af at inddrage empiriske resultater i deres tænkning. Det gælder også Darwins opdagelser, jf. blot Wittgensteins bryske ord fra Tractatus Logico-Philosophicus (1921) om, at Darwins teori ikke har mere at gøre med filosofien end en hvilken som helst anden af naturvidenskabens mange hypoteser.⁵⁸ Denne holdning er i filosofien blevet blødt op med årene, og de filosofiske konsekvenser af Darwin vil de færreste i dag underkende. I et erkendelsesperspektiv mener jeg endda, at man kan argumentere for, at Darwin kan indskrives som en af 'mistankens mestre' på linje med Marx, Freud og Nietzsche, en tanke, der næppe ville ligge Wells fjern. Erkendelsen er bestemt af noget andet, nemlig evolutionen. Ved at indskrive Darwin i mistankens hermeneutik understreges betydningen af det epistemologiske lag i darwinismen. Samtidig glider relativismen let fra det epistemologiske og videre over i det ontologiske, idet det, når alt afhænger af perspektivet, også bliver umuligt at fastholde tingene i sig selv som objektive størrelser. Enhver fast entitet synes i Wells' tankegang at forsvinde i perspektivisme. En negativ konsekvens af Wells' fortolkning af Darwin bliver således, at det sikre, fundamentet, forsvinder.
Det er en beslægtet tanke, der ligger bag Hurleys bog The Gothic Body, en bog, der dog ikke inddrager de epistemologiske vinkler. Hurley tager udgangspunkt i den franske teoretiker Julia Kristeva og hendes begreb om abjektion og påpeger, at der i slutningen af 1800-tallet voksede en "abhuman" identitet frem, eksemplificeret ved den gotiske litteratur, men med tråde til tidens videnskab, herunder udviklingslæren. Identiteten bliver transformativ og kaotisk frem for stabil.⁵⁹ Forbindelsen til Darwin tegnes tydeligt op af Hurley, der om hans effekt, og om betydningen for Wells, skriver: "to demolish the model of human centrality in the universe, and replace it with one of human ephemerality, relativity, and potential "degradation" (to use Wells' term)."⁶⁰ Kort sagt: en modstand mod alt, der er absolut og fast.

Afslutning
Studiet af darwinistisk filosofi har ofte været centreret omkring etiske og politiske diskussioner, hvorved de epistemologiske konsekvenser af Darwins tanker overses. Jeg har forsøgt at vise, at Wells i sit tidlige, idébårne forfatterskab netop tager denne oversete dimension op. Det gør han ved at forholde sig til den relativisme, han støder på i evolutionstankegangen. Det, som man kunne kalde darwinistisk underbestemthed, nemlig det forhold, at vores erkendelse ville have set anderledes ud, hvis vores evolution var foregået anderledes, berører Wells eksplicit i en essayistisk tekst som "Skepticism of the Instrument", men også implicit i en række skønlitterære tekster. Først og fremmest novellen The Country of the Blind har været genstand for mine undersøgelser, men overvejelserne over den darwinistiske relativisme finder man også til overflod flere andre steder i forfatterskabet, f.eks. i romanen The Time Machine, hvor jeg har påvist en række tydelige paralleller. I Wells' tekster stilles forskellige måder at erkende og sanse verden op over for hinanden, og gennem det fremmedartede udstilles den menneskelige erkendelse som relativ og mere eller mindre arbitrær. Denne indsigt fremkommer altid gradvist gennem fortællingen, ofte i en fælles erkendelsesproces, som læseren deler med hovedpersonen, og som strukturerer den narrative opbygning og fremdrift.
Wells' fortolkning af darwinismen kan ses som en pessimistisk udlægning af Huxleys tanker. En pessimisme, der er ganske anderledes end den heroiske hyldest til den frie (menneske)ånd, som tidligere analyser af The Country of the Blind, især Bergonzis læsninger, lægger op til.

Litteratur
Bergonzi, Bernard: The Early H.G. Wells. Manchester: Manchester University Press, 1961.
Bergonzi, Bernard: "The Time Machine: An Ironic Myth", in Bergonzi, Bernard (red.): H.G. Wells, a Collection of Critical Essays. New Jersey: Prentice Hall, 1976.
Draper, Michael: H.G. Wells. Hong Kong: Macmillan, 1987.
Hurley, Kelly: The Gothic Body. Cambridge: Cambridge University Press, 1996.
Huxley, T.H.: "Society Modified Acording to Human Standards" ("Romanes Lecture"), in Darwin and Darwinism. London: Heath, 1973.
McConnell, Frank: The Science Fiction of H.G. Wells. New York: Oxford University Press, 1981.
McDermott, Ray og Varenne, Hervé: "Culture as Disability", in Anthropology and Education Quarterly, 26:323-348, 1995.
McLean, Steven: The Early Fiction of H.G. Wells. Hampshire: Pelgrave Macmillan, 2009.
Parrinder, Patrick: "Wells's Cancelled Endings for "The Country of the Blind"", in Science Fiction Studies, Vol. 17, No. 1, marts 1990.
Russell, Bertrand: Portraits From Memory And Other Essays. New York: Simon and Schuster, 1956.
Wells, H.G. "Skepticism of the Instrument", in First and Last Things, kap. 1.4. 1905. http://www.gutenberg.org/etext/4225.
Wells, H.G.: The Country of the Blind and Other Selected Stories. London: Penguin, 2007.
Wells, H.G.: Three Novels: The Time Machine, The War of the Worlds, The Island of Doctor Moreau. London: Heinemann, 1972.
Wells, H.G.: "Zoological Retrogression", in The Gentleman's Magazine, Volume 271, September 1891. http://en.wikisource.org/wiki/Zoological_Retrogression.
West, Anthony: "H.G. Wells", in Bergonzi, Bernard (red.): H.G. Wells, a Collection of Critical Essays. New Jersey: Prentice Hall, 1976.
Williams, Michael: Problems of Knowledge. New York: Oxford University Press, 2001.
Wittgenstein, Ludwig: "Tractatus Logico-Philosophicus. Logisch-philosophische Abhandlung", in: Schriften, Bd. 1. Frankfurt a.M: Suhrkamp, 1963.

¹ For sekundærlitteratur omkring Wells' darwinisme, se f.eks. McLean, s. 11 ff., Hurley, s. 55 ff. eller Bergonzi 1961.
² Hurley, s. 57.
³ "praktisk" og "teoretisk" skal forstås i den filosofiske tradition (siden Kant), dvs. praktisk filosofi som etik, politisk filosofi osv., og teoretisk filosofi som erkendelsesteori, metafysik osv.
⁴ Wells 2007, s. 322 ff. Der findes også en senere udgave fra 1939 med en anderledes slutning, som jeg kort omtaler i slutningen af artiklen.
⁵ Jf. f.eks. The Oxford Dictionary of Proverbs, 2003, der henviser til Erasmus: Adages, iii. iv: "in regione caecorum rex est luscus".
⁶ Blandt kendte eksempler kan nævnes så forskelligartede værker som Vernes Voyage au centre de la Terre (1864), Bulwer-Lyttons The Coming Race (1871), Haggards King Salomon's Mines (1885), Kiplings The Man Who Would Be King (1888), Doyles The Lost World (1912), Burroughs The Land That Time Forgot (1918) og Lovecrafts At the Mountains of Madness (1931).
⁷ Wells 2007, s. xiii.
⁸ En genrebetegnelse, der ofte hæftes på Wells' tidlige forfatterskab. Se bl.a. McLean, s. 2 f.
⁹ I sin analyse af novellen skriver Bergonzi godt nok, at den nærmer sig den realistiske fiktion, men han understreger også, at den i bund og grund er dybt symbolsk: "of all Wells's essays in romance, 'The Country of the Blind' most closely approaches realistic fiction in its substance; there are no scientific elements here, and no obvious indulgence in fantasy at all. At the same time, in few of Wells's stories is the symbolism so suggestive." (Bergonzi 1961, s. 78).
¹⁰ Russell, s. 85. Man kan i øvrigt finde flere henvisninger til hulelignelsen i Wells' forfatterskab. Bemærk navnet på hovedpersonen i novellen The Crystal Egg, Mr. Cave, der ruger over et krystalæg, som giver ham adgang til en verden, som ingen andre kan se. Wells 2007, s. 164 ff.
¹¹ Wells 2007, s. 335.
¹² Ibid., s. 324. Jf. også Bergonzi 1961, s. 80 for uddybende om de blindes kosmologi.
¹³ Wells 2007, s. 335.
¹⁴ Ibid., s. 332.
¹⁵ Ibid., s. 343.
¹⁶ Wells 1972, s. 25.
¹⁷ Ibid., s. 40.
¹⁸ Ibid., s. 38 f.
¹⁹ Citeret i Bergonzi 1976, s. 48.
²⁰ Wells 1972, s. 36.
²¹ Ibid., s. 47.
²² Ibid., s. 41.
²³ Ibid., s. 38.
²⁴ Ibid., s. 25.
²⁵ Ibid.
²⁶ Ibid., s. 33.
²⁷ Hurley, s. 86.
²⁸ Wells 2007, s. 332.
²⁹ Wells 1972, s. 186.
³⁰ Wells 1905.
³¹ Ibid.
³² Spørgsmålet er taget op af filosoffen Thomas Nagel, der i artiklen What is it Like to be a Bat (1974) har præget især den angelsaksiske bevidsthedsfilosofi.
³³ Wells 2007, s. 330.
³⁴ Ibid., s. 331.
³⁵ Ibid.
³⁶ Ibid., s. 335.
³⁷ Ibid., s. 342 f.
³⁸ I vore dage ville den tankegang, der her kommer til udtryk, beskrives som "the social model of disability". Hvad der er normalt, og hvad der er et handicap, afhænger udelukkende af flertallets norm (jf. også antropologerne McDermott og Varenne, der i artiklen "Culture as Disability" faktisk bruger The Country of the Blind som eksempel i deres videnskabelige arbejde). Det kan også nævnes, at Hurley taler om "parallel evolutions", og i den forbindelse, godt nok omhandlende den gotiske litteratur, men stadig med relevans, idet der også i tilfældet med de blinde er tale om en parallel evolution, skriver: "in Gothic natural history, the anomalous is reframed as the normal" (Hurley, s. 61).
³⁹ Hurley, s. 57.
⁴⁰ Om Wells' forhold til Huxley, se McLean, s. 23 ff. og Hurley, s. 55 ff.
⁴¹ Jf. Huxley, s. 212.
⁴² West, s. 11.
⁴³ Wells 1891.
⁴⁴ Om fin de siècle og degenerationstanken, se Hurley, s. 65 ff. Om Wells' forhold til fin de siècle og degenerationstanken, med udgangspunkt i The Time Machine, se også Bergonzi 1976, s. 44 ff.
⁴⁵ Wells 2007, s. 341 f.
⁴⁶ På samme måde er det også forbundet med vanskelighed at drage en linje til tanker om eugenik – idet den selvsagt også er en modsætning til relativismen, og et forsøg på at give evolutionen et telos, som den ikke har.
⁴⁷ Bergonzi 1976, s. 44.
⁴⁸ Bergonzi 1961, s. 82.
⁴⁹ Ibid., s. 83.
⁵⁰ Ibid., s. 82.
⁵¹ Ibid., s. 80. De politiske undertoner får også Bergonzi til at sammenligne scenen, hvor Nunez midlertidigt giver efter ("I was mad", osv.) med de "'Brainwashing' techniques of modern totalitarianism" (s. 81), vi ser i Orwells fremtidsroman 1984.
⁵² Parrinder, s. 75.
⁵³ Draper, s. 15.
⁵⁴ Ibid.
⁵⁵ Jf. West, s. 11 f. og Draper s. 20.
⁵⁶ Draper, s. 11 ff.
⁵⁷ Williams, s. 75 ff.
⁵⁸ "Die Darwinsche Theorie hat mit der Philosophie nicht mehr zu schaffen als irgendeine andere Hypothese der Naturwissenschaft." (Wittgenstein, s. 32 (afsnit 4.1122)).
⁵⁹ Hurley, s. 3 f.
⁶⁰ Ibid., s. 56.