Af Jeppe Branner

Denne side er en del af specialeafhandlingen Grønne pionerer? - Protoøkologisk natursyn i amerikansk transcendentalisme og tysk romantik (2011). Det anbefales at læse specialet fra dets begyndelse.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >

4.2. Den mørkegrønne understrøm i tysk idealisme
I Die Lehrlinge zu Sais kalder Novalis den natur, han ser i det rent mekanistiske verdensbillede, en "Mühle des Todes",¹⁸⁷ og den beskrives grundlæggende som tavs, mørk og fortærende, eller med et andet slående billede: "ein Reich der Gefräßigkeit". Dette "Triebwerk" bliver for Novalis en voksende hvirvel, der bemægtiger sig mennesket og river det med sig gennem sin "schreckenvolle Nacht".¹⁸⁸ Her møder vi en naturgotik på åbenlys højde med Tiecks. Der er imidlertid tale om et skræmmebillede, der straks sættes i modsætning til det organiske natursyn, hvorved Novalis forsøger at afgrænse gotikken til naturen, som den ville fremstå, hvis den var åndløs.
Men romantikkens ubehagelige natur findes både som natura naturata (den åndløse maskine) og som natura naturans (de vanvidsdrivende dynamiske kræfter). Også i den tilsyneladende mekaniske dødsmølle, der møder os hos Novalis, bliver naturen gennem den særegne sprogbrug og metaforik en ganske levende aktør, hvorved udgangspunktet om den døde, rent mekaniske natur faktisk undergraves. Det lykkes ikke for Novalis at isolere det frygtelige til natura naturata; i stedet åbner han læserens øjne for, at naturen helt grundlæggende kan ses som destruktiv kraft. Dermed bliver også Novalis et eksempel på denne anden side af tysk idealisme og romantik, der som omtalt ikke har fået meget opmærksomhed – den mørkegrønne side.
David Farrell Krells Contagion: Sexuality, Disease, and Death in German Idealism and Romanticism (1998) handler netop om denne side. I bogen beskæftiger han sig med naturen som destruktiv kraft hos Novalis, Schelling og Hegel, hvilket leder ham frem til denne erkendelse:

"For the so-called Romantics and Idealists [...], all the forces of nature were dire forces. [...] whatever the beneficent powers of nature might be, they could not be separated from the baneful ones."¹⁸⁹

En erkendelse, der får ham til at konkludere, at "The Romantic concept of nature is anything but romantic."¹⁹⁰ Det bliver selvfølgelig let en rent semantisk strid, men jeg mener, at dette mørke naturbegreb netop er romantisk. Romantikken er mørkegrøn, og det mørkegrønne natursyn er et af de væsenstræk, uden hvilke romantikken ikke ville være romantik, men i dette tilfælde blot en filosofisk udbygget pastorale.
I Odo Marquards lille artikel "Eine liebe Lebensphilosophie", som jeg tidligere har henvist til, beskrives det, hvordan romantikkens naturapoteose efter 1800 hurtigt blev udsat for en "Verdüsterung",¹⁹¹ hvilket endda viser sig internt i Schellings forfatterskab, der som bekendt er præget af flere faser:

"Jeder philologisch kundige Schellinginterpret weiß, daß in Schellings Freiheits- und Weltalterphilosophie die frühnaturphilosophische 'définition blanche' der Natur durch ihre 'définition noire' ersetzt wird: die Natur wird fortan als "dunkler Grund" zum chaotischen Element des Wahnsinns".¹⁹²

Denne mørke understrøm kulminerer hos Schopenhauer, som Marquard med rette regner med til den (sen)romantiske naturfilosofi. I Schopenhauers Die Welt als Wille und Vorstellung (1819) er naturen rendyrket vilje – en vilje, som værkets anden bog omhandler, og som i sine "objektiveringer" grundlæggende beskrives som mørk og blind: "So sehn wir denn hier, auf der untersten Stufe, den Willen sich darstellen als einen blinden Drang, ein finsteres, dumpfes Treiben".¹⁹³ Denne vilje er også blind på højere stadier, men kombineres dog med forestillingen (som første bog omhandler) i det intelligente dyr. Schopenhauer nævner adskillige forekomster i dyre- og planteriget, der skal vise denne mørke drift – hans mest drabelige eksempel på den destruktive livsviljes objektivering må være den såkaldte australske bulldog-myre: skærer man den over, begynder de to dele angiveligt straks at bekæmpe hinanden.¹⁹⁴ Først og fremmest er naturens vilje dog kendetegnet ved en allestedsnærværende reproduktion, og Schopenhauers natursyn er derfor domineret af tanken om vækst, eksemplificeret ved planten:

"Diese [die Pflanze] ist durch und durch nur die stete Wiederholung des selben Triebes, ihrer einfachsten Faser, die sich zu Blatt und Zweig gruppirt; ist ein systematisches Aggregat gleichartiger, einander tragender Pflanzen".¹⁹⁵

Plantens mål er derfor intet andet end en "Wiederholung ihrer selbst",¹⁹⁶ en uendelig, men formålsløs skaben, en uendelig natura naturans, der blot gentager sig i samme blinde drift efter formering og vækst generation efter generation. Kants tanke om organismen som "eine sich fortpflanzende bildende Kraft"¹⁹⁷ fører Schopenhauer ud i sin yderste konsekvens og ad infinitum. Naturens vilje, objektiveret i organismen, vil således aldrig slutte, idet den netop er rendyrket vækst ud over sig selv: "ein beständiges Streben, ohne Ziel und ohne Rast".¹⁹⁸ Som et koncentreret dryp på en våd og ubemalet akvareltegning ligger der i alting en drift mod at blive eneherskende. At den uhæmmede vækst ligger indbygget i selve naturen, bliver interessant i økologisk perspektiv, idet Schopenhauer overfører driften på menneskehedens udnyttelse af naturen, som han ser som den ultimative manifestation af viljen: "bis zuletzt das Menschengeschlecht, weil es alle andern überwältigt, die Natur für ein Fabrikat zu seinem Gebrauch ansieht".¹⁹⁹
Denne for mig at se dybt interessante formulering har lighedstræk med Schellings før omtalte kritik af Fichtes "økonomisk-teleologiske princip", hvor sidstnævnte ifølge Schelling jo mente, "daß die Natur gebraucht, benutzt werden soll" (jf. kap. 3.3). Den helt store forskel er blot, at denne holdning ifølge Schopenhauer forekommer at være ganske naturlig. Det er således på paradoksal vis naturen i mennesket, der gør, at vi netop anser den som et fabrikat, der kun er til for vores brug.
Frataget sin højere bestemmelse står vi tilbage med en art degenereret Naturphilosophie. Naturen er stadig dynamisk frem for statisk, men denne dynamik er ikke længere positiv. Vi har måske nok at gøre med en progressivitet, men endemålet er, som vi også skal se i næste afsnit, ikke attråværdigt. Schellings produktivitet er blevet forvrænget til en dyster kraft. Produktionen er blevet til blind reproduktion. Den lysegrønne utopi er slået om i mørkegrøn dystopi.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >