Af Jeppe Branner

Denne side er en del af specialeafhandlingen Grønne pionerer? - Protoøkologisk natursyn i amerikansk transcendentalisme og tysk romantik (2011). Det anbefales at læse specialet fra dets begyndelse.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >

3.2. Forbindelsen over Emerson
Litteraturhistorisk tilhører Thoreau transcendentalismen – en idealistisk bevægelse, der udviklede sig gennem 1830'erne og 40'ernes USA, og som til en vis grad kan siges at være en amerikansk udgave af romantikken. Amerikansk romantik er dog anderledes end europæisk. Hvad angår natursyn, gør det selvfølgelig en forskel, om der skrives i en del af verden, hvor landskabet gennem århundreder allerede er formet til kulturlandskab, eller om der skrives i en "ny verden", der, i hvert fald for den vestlige dels vedkommende, i Thoreaus ungdom endnu var mere eller mindre jomfruelig med vidtstrakte, uberørte ødemarker, "kun" beboet af indianere. Den amerikanske natur havde i begyndelsen af 1800-tallet meget af det, som de europæiske romantikere kun kunne drømme og være sentimentale om. Selvom 1840'ernes Concord som en del af New England-området allerede var blevet til kulturlandskab og derfor i virkeligheden ikke var særlig "vild",⁷⁰ er det for mange fortolkere oplagt at se Thoreau som en i schillersk forstand mere naiv romantiker, der, i modsætning til sine sentimentale europæiske forgængere, formår at leve idealet ud og være rendyrket natur. Han sidder ikke inde i byen og skriver om naturen, men dyrker sin bønnemark og har jord mellem hænderne – eller som Garrard skriver, når han skal forklare forskellen hen over Atlanten, først og fremmest forskellen mellem Thoreau og Wordsworth: "American writing about the countryside emphasizes a working rather than an aesthetic relationship with the land."⁷¹
Jeg mener, at denne sondring til en vis grad kan være rigtig. Forskellen mellem de to former for romantik bør dog ikke drives for langt ud. Timothy Clark forsøger i sin Cambridge Introduction to Literature and the Environment (2011) eksempelvis med en mere vidtgående sondring. Han skriver, med udgangspunkt i den ovenfor omtalte forskel i landskab, at den amerikanske romantik grundlæggende er fokuseret på det vilde, mens den europæiske er fokuseret på det lokale og nære, eksemplificeret ved "Wordsworth's view of the English Lake District or Ernst Moritz Arndt on the German forests".⁷² At Clark hiver Arndt frem som eksponent for tysk romantik, er sigende. Arndt er på ingen måde romantiker – skal man sætte en etiket på ham, må det være "nationalist".⁷³ Jeg mener, at tanken om Wilderness i mindst lige så høj grad findes i Europa som i Amerika – hvilket skal blive klart i kap. 4.1. Det har været hævdet, at længslen efter det vilde er et særligt amerikansk fænomen, der skyldes, at landet er vokset frem på baggrund af den allestedsnærværende forestilling om "The Frontier".⁷⁴ At tilstedeværelsen af uberørt land, der blot venter på at blive erobret, har givet det amerikanske Wilderness-kompleks en særlig farvning, er meget muligt, men fraværet af en europæisk Frontier og et europæisk Wilderness er på ingen måde ensbetydende med et fravær i tanken og i litteraturen. Igen kan man tage ved lære af Schillers teori om det sentimentale. På trods af deres indbyrdes nuanceforskelle er europæisk og amerikansk naturromantik for mig at se ikke modsætninger, der står og råber til hinanden over oceanet; snarere er de momenter i den samme grundstrømning, der faktisk, for begges vedkommende, må siges at være transcendental i ordets grundlæggende betydning.

Den specifikt historiske transcendentalistiske bevægelse, som Thoreau tilhørte (kendt som American Transcendentalism), havde sit indiskutable centrum i personen Ralph Waldo Emerson, der også rent praktisk fungerede som kredsens leder, og som gennem hele Thoreaus åndelige udvikling må ses som den altafgørende mentor – og (i tiltagende grad) anstødssten. Emersons essay Nature (1836), der udgør en af hovedpillerne i den transcendentalistiske kanon, står derfor også helt centralt, når man skal spore oprindelsen til Thoreaus natursyn.
Ganske tidligt i essayet finder vi et afsnit, som i særlig grad må have betaget den unge Thoreau – et afsnit, hvor skovenes betydning som helende sted understreges gennem en for Emerson særegen retorisk stil, præget af den anaforiske stilfigur:

"In the woods too, a man casts off his years, as the snake his slough, and at what period soever of life, is always a child. In the woods, is perpetual youth. Within these plantations of God, a decorum and sanctity reign, a perennial festival is dressed, and the guest sees not how he should tire of them in a thousand years. In the woods, we return to reason and faith." [mine understregninger]⁷⁵

Jeg vover den påstand, at Thoreau er blevet inspireret til sit hovedværks undertitel herfra. Emersons messende skovapoteose kulminerer et par linjer længere fremme, hvor han springer ud som fuldblodig panteistisk mystiker: "I become a transparent eyeball; I am nothing; I see all; the currents of the Universal Being circulate through me; I am part or parcel of God".⁷⁶ Man fornemmer, hvor Thoreau har sin drøm om at blive "nature looking into nature" fra. Bemærk også den påfaldende lighed mellem disse ord ("... part or parcel of God") og begyndelsen af Thoreaus Walking, hvor der tales om at betragte mennesket "as an inhabitant, or a part and parcel of Nature, rather than a member of society."⁷⁷ Betragter man Emersons og Thoreaus forfatterskaber som et samlet transcendentalistisk hele, ser Gud og naturen med denne ordlighed således ud til at være så godt som frit ombyttelige størrelser, hvilket unægteligt leder tankerne hen på den panteistiske grundformel "Deus sive Natura". Anlægger vi derimod et distinktivt blik på de to forfatterskaber, peger de to citater hen imod den afgørende forskel, at Emersons fokus på det religiøse hos Thoreau transformeres om til et fokus på det jordiske ("God" bliver til "Nature"). Dette harmonerer med Buells beskrivelse af den traditionelle opfattelse af Thoreau som "Emerson's earthy opposite."⁷⁸
Denne opfattelse, som især økokritikerne ynder, er efter min bedste overbevisning for letkøbt. Thoreau er transcendentalist om en hals (jf. slutningen på forrige kapitel), og hvis man vil holde fast i det økologiske fokus, kommer man derfor ikke uden om at forholde sig til, hvorvidt det særligt transcendentalistiske natursyn, herunder Emersons, overhovedet har økologisk relevans. Det har det efter min bedste overbevisning, men det kræver en udvidelse af, hvad det vil sige at være "earthy". Økokritikerne omtaler konsekvent Thoreau som "Romantic", og det er i det hele taget, som om de forsøger at undgå ordet transcendentalisme, når de kan slippe af sted med det. Hos Worster bliver der ikke lagt fingre imellem, når det gælder beskrivelsen af læremesteren: "Emerson, who tended to devalue the material world except insofar as it could be put to higher spiritual uses by the human mind."⁷⁹ Ifølge Worster er der tale om en generel modstand mod det jordiske, ja, han ser grundlæggende Emerson som lidende af en direkte forskrækkelse over for den materielle verden:

"the transcendentalist movement placed little value on nature in and of herself; indeed the transcendentalist was as often repulsed by this slimy, beastly world as any good Christian."⁸⁰

Som vi senere skal se (kap. 4.3), har Thoreau også sine problemer med visse sider af naturen, og hans hang til det transcendente lader sig bestemt ikke benægte, når han i særligt inspirerede øjeblikke ligefrem længes bort fra "this vulgar earth."⁸¹ Grundlæggende er der dog hverken hos Thoreau eller Emerson tale om en sådan hang til det transcendente, men snarere, som navnet på bevægelsen da også antyder, en hang til det transcendentale. At økokritikerne har et problem med betegnelsen, kan meget vel skyldes en simpel sammenblanding af disse to begreber, dvs. en manglende forståelse for den kantianske arv, som Emerson og Thoreau i allerhøjeste grad selv er sig bevidst. Grundlæggende ønsker transcendentalisterne nemlig ikke at forsvinde bort i det transcendent ikke-jordiske, men derimod at fordybe sig i de transcendentale mulighedsbetingelser for vores jordiske erfaringer (jf. Kant).
Hvis der er ét land, hvor den amerikanske udgave af romantikken har sine rødder, så må det være Tyskland. Alene navnet viser forbindelsen over Atlanten. Det er den tyske idealisme og Kants transcendentalfilosofi, der forsøges indført i Amerika, hvilket helt eksplicit anerkendes i Emersons foredrag "The Transcendentalist" (1842):

"It is well known to most of my audience, that the Idealism of the present day acquired the name of Transcendental, from the use of that term by Immanuel Kant, of Konigsberg, who replied to the skeptical philosophy of Locke [...] by showing that there was a very important class of ideas, or imperative forms, which did not come by experience, but through which experience was acquired; that these were intuitions of the mind itself; and he denominated them Transcendental forms."⁸²

En del fremtrædende transcendentalister kunne tysk (Frederick Hedge, grundlæggeren af The Transcendental Club, forelæste endda i det), flere af dem oversatte værker fra tysk litteratur og filosofi, bl.a. af Herder og Schleiermacher, og især gennem forbindelsen over Carlyle øvede den tyske idealisme stor indflydelse.⁸³ Hvad, der er interessant i vores sammenhæng, er dog den specifikke påvirkning af Emersons natursyn. Netop dette forhold optager Thomas Krusche, der i R.W. Emersons Naturauffassung und ihre philosophischen Ursprünge (1987) sporer natursynets genese tilbage til den tyske idealisme. Krusche mener, at Emerson i sit syn på naturen "die Ideen der deutschen Idealisten nach-gedacht hat", og at det, der forbinder dem, bl.a. er, at naturen "nicht in Analogie zum perfekt funktionierenden Räderwerk einer Maschine gedacht werden soll."⁸⁴ Som vi skal se i næste kapitel, ses denne modstand mod et mekanistisk verdensbillede om nogen hos Schelling, en filosof, der for Emerson interessant nok var "a sort of hero."⁸⁵
Indledende skal det igen pointeres, at den idealisme, vi finder hos Kant og hans efterfølgere, bestemt ikke lader til at være populær blandt økotænkere, hvilket selvfølgelig hænger sammen med den modstand, vi også så mod transcendentalismen.⁸⁶ Ole Jensen mener ligefrem, at kantianismen er en narcissistisk filosofi, der historisk set er medvirkende til vores problemer i forhold til naturen.⁸⁷ Jeg er uenig, og det er endda min overbevisning, at tysk idealisme har overordentlig meget at bidrage med i en økologisk kontekst – hvilket burde blive klart i det følgende. Det er en skam, at alene navnet idealisme og mistanken om, at der er tale om en rent subjektiv filosofi, der ikke har noget at sige om NATUREN, men kun om bevidstheden, ganske givet har afholdt mange fra at beskæftige sig med emnet.

< Forrige afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit >